Foto: TV 2 Lorry

FC Köln bekræfter: Solbakken er fyret

FC Köln bekræfter på sin hjemmeside, at den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken er fyret.

Så gik den ikke længere. Den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken er blevet fyret i FC Köln. Det bekræfter den tyske Bundesliga-klub på sin hjemmeside.
Den tyske avis Bild skriver, at Solbakken blev fyret omkring klokken 17 torsdag eftermiddag efter et møde med direktør Claus Horstmann, som varede 10 minutter.
Tirsdag tabte kriseramte FC Köln med hele 0-4 på udebane til Mainz, og det blev for meget for klubbens ledelse.
FC Köln har kun vundet en af de seneste 10 kampe og ligger tredjesidst i ligaen, som betyder, at holdet skal spille playoff-kampe mod et hold fra den næstbedste række, hvis den stilling holder.
Der resterer fire spillerunde i den bedste tyske række, og i de kampe vil den tidligere FC Köln-træner Frank Schäfer midlertidigt lede klubben.
Schäfer vil lede træningen allerede fredag, og den første opgave bliver søndagens svære udebanekamp mod Borussia Mönchengladbach, som ligger nummer fire i ligaen.
Solbakken skiftede fra FC København sidste sommer, efter nordmanden med stor succes havde ført FCK til et suverænt dansk mesterskab.
FCK havde under Solbakken også stor succes i Champions League, hvor københavnerne sidste sæson nåede helt frem til 1/8-finalen i den prestigefyldte turnering, hvor Chelsea blev stopklods.
Men Solbakken evnede ikke at overføre de flotte resultater i dansk fodbold til FC Köln, hvor han aldrig nåede at blive en succes.
I modsætning til flere tidligere kolleger fik Solbakken dog ret lang snor som FC Köln-træner, men ledelsen ønskede ikke at bakke Solbakken op i de sidste fire spillerunder.