FC København lejer målmand i Grækenland

FCK har taget konsekvensen af, at Stephan Andersen, der normalt hører hjemme i målet, er skadet. Klubben har derfor lejet Robin Olsen i den græske klub PAOK.

Det bliver dansk-svenske Robin Olsen, der skal afløse den skadede Stephan Andersen i FC Københavns mål i foråret.

Den danske hovedstadsklub oplyser i en pressemeddelelse, at den har lejet den tidligere Malmö-keeper i den græske klub PAOK.

Aftalen gælder i resten af denne sæson.

- Efter Stephans skade, som kan holde ham ude i tre måneder, og vores salg af Jakob Busk for nylig, så har vi vurderet situationen på målmandsposten, skriver klubben i pressemeddelelsen.

- Vi er nået frem til, at risikoen for en skade mere er for stor, og at springet ned til vores U19-hold er for langt, hvis det sker, så det her er ingen mistillid til de dygtige keepere, vi har, forklarer FC Københavns manager, Ståle Solbakken, i en pressemeddelelse.

Stephan Andersen måtte forlade lørdagens træning med en ankelskade, som forventes at koste omkring tre måneder på sidelinjen.

FC København råder ud over Andersen over to målmand i Kim Christensen og Thomas Kaminski.

Men i et forår, hvor klubben jagter sit første danske mesterskab i tre år, har klubben altså vurderet, at der var behov for forstærkning på den vigtige position.

- Det har bare været vigtigt for os at sikre en klassekeeper mere, som kan konkurrere på lige fod med de to andre. Så må vi se, hvem der tager pladsen.

- Vi kender Robin rigtigt godt som person, og vi har set ham masser af gange i aktion for Malmö FF i både den svenske liga, Champions League og for det svenske landshold, siger Ståle Solbakken.

Robin Olsen har både dansk og svensk pas, men valgte i 2014 at spille for det svenske landshold. Han er noteret for to A-landskampe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik