FC København sælger Cornelius til Cardiff

FC København-angriberen Andreas Cornelius skal fremover spille for Cardiff City i den engelske Premier League.

Superligaens topscorer Andreas Cornelius skifter fra FC København til Cardiff City i den engelske Premier League.

Ifølge en fondsbørsmeddelelse fra Parken Sport & Entertainment betaler den walisiske klub 65 millioner kroner for den 19-årige landsholdsangriber.

Cornelius fik sit store gennembrud i sidste sæson, hvor han sluttede øverst på topscorerlisten i den danske liga med 18 scoringer.

Den pludselige succes kom uventet og var en direkte konsekvens af, at FC København sidste sommer fik solgt den hidtidige angrebsstjerne Dame N'Doye.

I hans sted fik Cornelius chancen og greb den øjeblikkeligt:

- For et år siden var der ingen, der kunne have forudset, at Cornelius ville bryde igennem på den måde, siger FC Københavns træner Ariël Jacobs.

- Du kunne se, at han havde noget potentiale: Stor fyr, dækker bolden, ved hvor målet står, men udviklingen var umulig at forudsige. Utroligt nok havde han næsten ingen udfald, og det er usædvanligt for unge spillere, lyder det fra Jacobs.

De stabile præstationer gav også debut på A-landsholdet i september sidste år. Siden har Cornelius spillet syv kampe i rødt og hvidt og lavet et enkelt mål.

Nu venter altså en tilværelse i den nyoprykkede klub i en liga, hvor den talentfulde forward får mulighed for at måle sig med nogle af verdens bedste spillere.

For første gang kan han nu koncentrere sig fuldt og helt om fodboldkarrieren, efter at han de seneste år har passet sin skole ved siden af træningen i FC København.

Den nybagte student er den tredje danske spiller, der er blevet solgt til den økonomisk lukrative Premier League i sommerpausen.

Tidligere på sommeren blev FC Nordsjællands Jores Okore og AaB's Nicklas Helenius begge sendt til Birmingham-klubben Aston Villa.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik