Farvede affaldsposer er vejen frem for miljøet

Farvede affaldsposer er vejen frem, hvis man vil gavne miljøet på en billig måde i Gribskov Kommune. Det viser en ny analyse.

Gribskovs borgere skal sortere mere af deres affald i fremtiden. Senest i 2022 skal mindst 50 procent af affaldet fra de danske husstande blive genanvendt, et tal, der ligger på 44 procent i Gribskov Kommune i dag. Og her kan sortering i farvede affaldsposer - optisk posesortering - være svaret.

Det skriver Gribskov Kommune i en pressemedelelse.

Optisk posesortering går ud på, at borgerne sorterer deres affald i farvede poser. For eksempel metal i den røde pose, madaffald i den grønne pose, plastik i den gule pose, og så videre.

LÆS OGSÅ:   90.000 kilo skrald hives op af Københavns kanaler

Så binder man knude på hver enkelt pose og putter dem alle ud i den samme skraldespand. Når skraldebilen har tømt spanden, køres poserne til et optisk sorteringsanlæg. Her vil det blive sorteret, så alle de gule poser med plastik havner i én container og de grønne poser i en anden container og så videre.

Mere sortering uden højere udgifter
De tre kommuner i OPNord-samarbejdet - Gribskov, Frederikssund og Halsnæs - har undersøgt, om der kunne være grundlag for et anlæg i Nordsjælland. Og resultaterne er positive.

- Analysen viser, at både økonomien og teknologien fungerer. De foreløbige resultater viser, at vi kan bygge et sorteringsanlæg og sortere i fire til seks typer affald uden, at det bliver dyrere, end det er i dag - og det er selvfølgelig interessant, hvis vi kan få bedre service, uden at prisen stiger, siger Kim Valentin i pressemeddelelsen.

Også fokus på sommerhusene
I Danmark er det kun Vejle og Århus, der har erfaringer med sådan et anlæg. Begge anlæg er i dag lukkede, men teknologien har ændret sig meget siden da. Den er blevet både meget bedre og meget billigere.

LÆS OGSÅ:  Forslag: Turister og københavnere skal sortere skrald

Analysen omfatter alle boligtyper i de tre kommuner. Borgmesteren vurderer, at optisk posesortering vil være særligt gavnlig i sommerhusområderne.

- Vi har haft nogle udfordringer med at finde den gode måde at sortere affald på heroppe. Dels har vi mange sommerhuse, som vi gerne vil have til at sortere affald, dels har vi nogle veje, som ikke kan bære store skraldebiler. Så vi har været på udkig efter en model, der kunne tage højde for de forhold. Derfor faldt vores blik på optisk posesortering, siger Kim Valentin.

Også formand for Teknisk Udvalg Bo Jul Nielsen har set resultaterne fra analysen.

- En stor fordel ved optisk posesortering er, at man kan sortere i mange typer affald men nøjes med én skraldespand ved hver bolig. Vi kan ikke komme udenom at skulle genanvende mere affald i fremtiden, og det skal gerne gøres så nemt som muligt for borgerne, siger Bo Jul Nielsen.

Der findes ikke et anlæg til sorteringen
Selvom undersøgelsens resultater er positive, står projektgruppen over for en central udfordring: Der findes ikke et anlæg for optisk posesortering i Danmark.
Derfor skal der bygges et anlæg, hvis optisk posesortering skal blive til virkelighed.

I Gribskov Kommune har Teknisk Udvalg truffet beslutning om at gå i dialog med andre interesserede parter. Det inkluderer en række andre kommuner, Vestforbrænding og kunne også være private virksomheder og andre interesserede.

LÆS OGSÅ:  Her åbner Danmarks største døgnåbne genbrugsstation

Formålet er at undersøge, om der er interesse for at bygge et anlæg i fremtiden. Bo Jul Nielsen vurderer, at der stadig er lang vej til, at et eventuelt anlæg kan stå færdigt.

- Først skal vi vælge, om vi vil gå i den retning, så skal vi i dialog med mulige samarbejdspartnere, og sidst men ikke mindst skal vi undersøge økonomien yderligere. Der er stadig mange 'hvis'er', slår formanden for Teknisk Udvalg fast.

Uanset hvilken model, politikerne vælger for affaldssortering i fremtiden, har kommunen stort fokus på at informere borgerne om, hvordan de sorterer og indretter køkkenet til sortering.

Fakta: Gribskov skal genanvende mere affald 

Gribskov Kommune har en genanvendelsesprocent på 44 procent (2014-tal). Ifølge regeringens Ressourcestrategi skal Danmark nå 50 procent genanvendelse senest i 2022.

OPNord har undersøgt et scenarie, hvor der sorteres i fire affaldstyper og et scenarie, hvor der sorteres i seks typer. De fire typer er restaffald, madaffald, metal og karton. I scenariet med seks typer indgår også plast og papir.

Resultaterne viser, at de årlige omkostninger stiger med 3 procent med scenariet med fire affaldstyper og falder med 1 procent med scenariet med seks affaldstyper.

Projektet OPNord er støttet med en halv million kroner af Miljøstyrelsen under Pulje til implementering af Ressourcestrategien. Rapporten kan findes på genanvend.mst.dk under "Projekter".

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik