Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Farum-skole vil lokke idrætstalenter til med ny linje

Stavnsholtskolen i Farum får efter sommerferien en idrætstalentlinje. Her skal skolegang og eliteidræt gå hånd i hånd.

Når Stavnsholtskolen i Farum slår dørene op efter sommerferien, bliver det med en ny 7. klasse.

Håbefulde idrætstalenter har nemlig mulighed for at søge ind på skolens nye idrætstalentlinje, der skal kombinere en seriøs skolegang med plads til idræt på højt niveau.

- Vi har en vision om at skabe et miljø, hvor idrætstalenter får skabt en bedre balance mellem deres sport og boglige udvikling, siger Jakob Bjerre, der er skoleleder på Stavnsholtskolen, til TV 2 Lorry.

Ifølge Jakob Bjerre er det nemlig ikke ualmindeligt, at børn og unge der tager deres sport meget seriøst, har svært ved at finde overskud til også at tage skolegangen seriøst.

Læs også København får endnu en eSportslinje

Træning i skoletiden

På den nye talentlinje vil elevernes skolegang være indrettet, så det bliver nemmere for de talentfulde atleter at få hverdagen til at hænge sammen, samtidig med at de forfølger deres sportslige mål.

Eksempelvis vil de kommende 7.-klasseelever tirsdag og torsdag morgen have mulighed for at træne i skoletiden.

Og så vil fagene i høj grad været drejet i mod at have relevans for elevernes aktive hverdag.

- Eksempelvis i madkundskab, der vil det i sådan en klasse være endnu mere interessant at snakke om, hvad den rigtige kost betyder for det at levere på højt niveau, siger Jakob Bjerre til TV 2 Lorry.

Læs også Friskole bliver talentfabrik for fodboldklub

Linjen er blevet til i samarbejde med FC Nordsjælland, Furesø Idrætsråd og kommunens øvrige sportsklubber, og ifølge Jakob Bjerre var der et stort fremmøde, da skolen i slutningen af marts holdt møde om den kommende talentlinje. 

Jakob Bjerre understreger, at selvom idræt vil fylde meget på den kommende linje, så er skolegangen stadig lige så vigtig.

- For at kunne blive i klassen skal man også aflevere sine ting og komme til timerne, siger han til TV 2 Lorry.