Farligt år i vente for diesel-snydere

Dieselbil-brugere, der har ladet sig friste til at hælde billigt afgiftsfrit brændstof i tanken eventuelt leveret af en arbejdsgiver eller bekendt i landbruget eller fiskeriet, skal indstille sig på en forøget risiko for at gå i nettet hos Skat i 2009, skriver Børsen VækstDanmark.

Det er nemlig ulovligt at
bruge den såkaldte grønne diesel, der absolut intet har med sin
plantebaserede navnebror at gøre. I denne sammenhæng er grøn
diesel helt traditionel mineralbaseret dieselolie, der blot er
tilsat et farvestof, så den adskiller sig fra den almindelige,
gullige og afgiftsbelagte dieselolie.

Og ansporet af en række
succesrige aktioner sidste år, hvor Skat i nogle områder
afslørede et massivt misbrug, gøres der nu klar til flere
kontrolaktioner.»Vi fortsætter med kontrollerne over hele
landet.

Vi mener, at vi har fået ryddet godt op i en række
områder, men vi følger op for at sikre, at reglerne fortsat
bliver overholdt,« siger Lars Klamer, afdelingsleder i Skats
punktafgiftscenter i København til Børsen VækstDanmark.

Den blå
diesel må udelukkende bruges til landbrugsmaskiner eller
fiskerifartøjer og ikke til indregistrerede biler, heller ikke
hvis de har en tilknytning til landbrugs- eller
fiskeribedriften. Og det er den adskillelse, som en del bilister
med adgang til afgiftsfri diesel ifølge Skat har haft problemer
med at holde styr på.

Inden Skat igangsatte en informations- og
vejledningskampagne, blev der således afsløret misbrug af blå
diesel ved omkring 50 pct. af de kontroller, som blev
gennemført. Men ifølge Lars Klamer er det tal nu nedbragt til et
landsgennemsnit på 20 pct.

Det resultat skal fastholdes og gerne
bringes endnu længere med, mener Skat. Skats kontrolaktioner har
primært været rettet mod maskinstationer, landbrug og fiskeri.
Det har derfor i de fleste tilfælde været indehavere af den type
virksomheder og deres medarbejder, som er blevet taget med
ulovlig diesel i tanken på deres almindelige, indregistrerede
biler.

Skats indtryk er, at grøn diesel i nogle tilfælde
ligefrem har været brugt som et uofficielt frynsegode. Men
ifølge Lars Klamer skal heller ikke bilister uden direkte
tilknytning til landbruget føle sig sikre på at undgå kontrol.
Skat planlægger nemlig blandt andet at gennemføre kontroller ved
indfaldsveje og ved bilsynscentre.

Der kan også komme aktioner i
forbindelse med Politiets rutinemæssige kørekort- og
spiritusrazziaer.Skat har netop fået afgjort sine første sager
om misbrug af afgiftsfri diesel. Det har resulteret i bøder i
størrelsesordenen 5000 kroner, som er taksten i
førstegangstilfælde for de bilejere, der bliver fanget.Men er
bøderne relativt høje, er det økonomiske incitament tilsvarende
stort for svage sjæle.

Med en standerpris på eksempelvis 8 kr.
for en liter legal diesel betaler landmænd og fiskere, når skat,
moms og afgifter er trukket fra, blot 2-3 kr. for en liter
diesel, skriver Børsen VækstDanmark.