Foto: Google maps

Farlig rundkørsel ombygget: "En sort plet" på trafiksikkerheden

En rundkørsel i Frederiksværk har været udpeget som trafiksikkerhedens "sorte plet". Nu er den forbedret.

En rundkørsel på rute 16 i Frederiksværk har været farlig for især fodgængere og cyklister.

På fem år har Vejdirektoratet 15 gange registreret uheld. Fem gange kom en person til skade.

Rundkørslen er derfor udpeget som en "sort plet" trafiksikkerhedsmæssigt. Det betyder, at der er sket flere uheld end forventet i forhold til statistikken. 

Læs også Holder fast i 'forkert' vejnavn: "Kan ikke være anderledes"

- Problemet har været, at flere bilister er kørt gennem rundkørslen i for høj fart uden at overholde deres vigepligt. Samtidig har det været svært at overskue rundkørslen, blandt andet fordi der er flere kørespor, og fordi vejbelysningen ikke har været optimal. Vi har for eksempel registreret flere uheld, hvor bløde trafikanter er blevet påkørt, siger afdelingsleder Maria Meiner fra Vejdirektoratet. 

Rundkørslen binder ​Hillerødvej, Hundestedvej, Nørregade, Helsingevej og Vinderød Skov sammen.

Mere sikker efter ombygning

Derfor har Vejdirektoratet den seneste tid ombygget rundkørslen, så den bliver mere sikker og overskuelig. 

Læs også Bilerne står stille i Dragør: "Jeg har været sur i otte år"

Her ses en spærreflade. Den er nu hævet og med kantsten omkring. Foto: Google maps

Vejdirektoratets forbedringer af rundkørslen skal få trafikanterne til at sænke farten, når de kører gennem rundkørslen. Det har man blandt andet gjort ved at hæve og sætte kantsten på de såkaldte spærreflader   - altså områder, hvor man ikke må køre. Før var spærrefladerne skraverede felter på asfalten. 

Derudover har man forbedret belysningen.

- Vi har etableret bedre lys ved til- og frakørslerne og på de steder, hvor cykelstierne krydser vejen. Og vi har hævet rundkørslens midterø, som før var ret lav. Det betyder, at bilisterne i god tid bliver opmærksomme på rundkørslen og vigepligten og derfor forhåbentlig sætter farten ned, siger afdelingsleder Maria Meiner fra Vejdirektoratet

Vejdirektoratet forventer, at tiltagene reducerer antallet af ulykker og personskader.

Læs også I denne lille landsby skaber rundkørslen trafikprop hver dag

Travl nabo-rundkørsel

Tæt på rundkørslen i Frederiksværk ligger en rundkørsel i Kregme.

Den har TV 2 Lorry tidligere fortalt om. Hver dag kører der 20.000 biler igennem den lille rundkørsel, så bilisterne må derfor væbne sig med tålmodighed, for vejen er slet ikke gearet til så mange bilister.

Det skaber trafikpropper dagligt. 

Se mere fra Kregme her:

03:49 Luk video

Læs også Her døde Albertes far: Nu kæmper hun for at fjerne dødskryds