02:43

Foto: Lorry

1 af 2

Faresignal: Investorer flygter fra Strøget

Danske investorer sælger ud af deres ejendomme på Strøget.

Mens udenlandske ejendomsinvestorer køber aggressivt op af butiksejendomme på Strøget i København, har fremtrædende danske ejendomsinvestorer i vidt omfang trukket sig. Det skriver Finans.

Det gælder bl.a. landets største børsnoterede ejendomsinvestor, Jeudan, og store pensionskasser som ATP og PKA, der alle har solgt ud af deres ejendomme på Strøget.

Ifølge Finans' kortlægning af ejendomshandler på Strøget har udenlandske investorer her investeret syv gange så meget som de danske inden for de seneste to år.

Jeudan har i årevis ejet ejendomme for et trecifret millionbeløb på Københavns forbundne gågader, men nu er det slut.

- Det er bemærkelsesværdigt, at udenlandske fonde tager hertil og køber op på et marked, som de i hvert fald i udgangspunktet ikke kender, og så vælger de det absolut dyreste område, siger Per Hallgren, adm. direktør i Jeudan, til Finans.

Professor Jesper Rangvid, der stod bag den store kortlægning af årsagerne til finanskrisen, den såkaldte Rangvid-rapport, ser tendensen som et faresignal.

- Det opsigtsvækkende er, at de danske pensionsselskaber står af i forhold til ejendommene på Strøget. Det er en type investering, de som udgangspunkt burde være interesseret i, men de finder det åbenbart for dyrt, siger Jesper Rangvid til Finans.