Far jagter datters voldsmænd

Faderen til den 18-årige Christina Krüger Christensen, som 2. december sidste år var udsat for et groft overfald, da hun løb en tur på Kildemosestien mellem Store Valby og Ågerup nord for Roskilde, starter nu sin egen efterforskning af sagen på Facebook, det sociale netværk på internettet, som en stor del af den danske befolkning efterhånden er koblet op på, skriver DAGBLADET Roskilde.

Midt- og Vestsjællands Politi var på nippet til at henlægge
sagen, da DAGBLADET den tredje januar bragte et stort interview
med Christina Krüger Christensen. Det vakte politiets interesse
for sagen endnu en gang, og nu håber politiet og faderen at få
kontakt til de to unge mennesker, som Christina Krüger
Christensen hørte tale om overfaldet en dag på vej hjem i bus
358, som om de vidste hvem, der havde begået overfaldet.
- Det er i første omgang mit mål at finde de to. Men på sigt
skal vi have fundet de tre mænd, som sparkede min datter ned og
smadrede hendes liv. Som far er man altid bange for sin datter,
og når det så rammer, bliver jeg bare nødt til at reagere, siger
faderen Preben Christensen, som håber på, at gruppen
»borgervendt volds kriminalitet« vil blive et samlingssted for
borgere, der kan hjælpe ham med at opklare overfaldet på sin
datter.
- Jeg håber ikke mindst på, at folk fra Store Valby, hvor de
to med bus 358 stod af, og folk fra Ågerup bruger gruppen. For
det er der, vi skal lede efter de spinkle spor, der er i sagen,
siger Per Christensen.
Christina Krüger Christensen blev overfaldet af tre unge mænd
på en knallert, som sparkede hende ned, tævede hende og stjal
hendes I-pod.
Hos Midt- og Vestsjællands politiet forstår leder af
borgervendt kriminalitet, Pia Fenger, godt familie og venners
trang til at hjælpe. Samtidig kan venner og families hjælp i en
sag også skade efterforskningen.
- Borgerne skal ikke lege politi. Men finder de frem til noget
brugbart, så vil jeg da tage imod det med kyshånd. Men alle spor
skal vurderes objektivt, og det er politiet nu en gang bedst
til. Facebook er også taknemmeligt, for du kan jo ikke være
sikker på hvem, der sidder i den anden ende og skriver de ting,
som der kommer til at stå. Det kan være hvem som helst, siger
Pia Fenger.