Far får livstid for drab på tre børn

44-årige Morten Skipper-Pedersen idømmes fængsel på livstid for drabene på sine tre børn i Birkerød i februar.

Fængsel på livstid. Det blev straffen for 44-årige Morten Skipper-Pedersen, der natten til sin fødselsdag den 9. februar skød og dræbte sine tre sovende børn i hjemmet i Birkerød.
      Dommen blev afsagt tirsdag formiddag ved Retten i Lyngby, hvor retsformand Jette Christiansen kunne fortælle, at det var en enig domsmandsret, som var nået frem til resultatet.
      - Vi har lagt vægt på karakteren og grovheden og udførelsesmåden af drabene på tre sovende børn. Vi har lagt vægt på, at drabene var planlagte, blandt andet ved brug af sovemiddel, og at drabene fandt sted tre forskellige steder i huset, lød det fra retsformanden.
      Under sagen kom det frem, at Morten Skipper-Pedersen over en uge inden drabene fik fornyet en recept på sovemidlet Zopiclon Imovane, som han anskaffede og gav børnene, inden de blev lagt i seng den 8. februar.
      På et tidspunkt i nattens løb gik han fra værelse til værelse og dræbte børnene et efter et. Alt i alt affyrede han otte riffelskud gennem børnenes hoveder fra klos hold.
      Faren har forklaret, at hans plan var også at tage sit eget liv, og af et afskedsbrev, der blev fremlagt under sagen, tyder meget på, at motivet var hævn over ekskonen Julie, der er børnenes mor.
      - Den tiltalte har indset, at børnenes mor, Julie, ikke længere var inden for hans rækkevidde. Det gjorde ham ulykkelig, og når han skulle være ulykkelig, så skulle hun også være det, sagde anklager Dorthe Vejsig i sin procedure.
      Inden dommen blev afsagt, fik Morten Skipper-Pedersen lejlighed til at komme med sine sidste bemærkninger.
      - jeg er lige så forfærdet, som alle andre er. Jeg synes ikke, man kan se rationelt og logisk på det her med den sindstilstand, jeg var i. Uanset hvad jeg siger og gør, så får vi ikke vores børn tilbage, lød det fra den nu livstidsdømte mand.
      Ud over livstidsstraffen blev Morten Skipper-Pedersen dømt til at betale 391.000 i erstatning til børnenes mor. Han overvejer nu, om han vil anke dommen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik