Far får 11 års fængsel for drabsforsøg på tvillingdøtre

Tvillingerne var kun fire år, da faderen prøvede at dræbe dem med kniv. Tirsdag blev han idømt 11 års fængsel.

En 59-årig far skal 11 år i fængsel for drabsforsøg på sine fireårige tvillingpiger og udvises af Danmark for bestandigt.

Sådan lød dommen i Københavns Byret tirsdag eftermiddag.

Faren blev i sidste uge kendt skyldig i forsøg på manddrab, efter at han i august sidste år stak sine døtre med en stor køkkenkniv på Rigshospitalets Ronald McDonald-hus.

Her befandt familien sig i forbindelse med, at den ene af pigerne flere gange om ugen fik dialysebehandling på grund af kronisk nyresvigt.

Pigerne blev ved overfaldet påført adskillige knivstik, havde afværgelæsioner og var i alvorlig livsfare. De har begge har fået varige mén, men værst er det gået ud over den af pigerne, som lider af nyresvigt.

Faren har hele vejen igennem forlangt at blive frifundet i sagen, fordi han påstår, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af store mængder ADHD-medicin.

Men med tirsdagens dom har retten ikke fundet, at han var sindssyg, da han forsøgte at dræbe sine døtre.

Retten afgjorde også, at faren, efter de 11 år i fængsel, skal udvises af landet. Han er født og opvokset i England og er trods adskillige år i Danmark aldrig blevet dansk statsborger.

I forbindelse med skyldsspørgsmålet i sidste uge lagde retten særligt vægt på, at faren forskansede sig på værelset med pigerne, og at han sendte truende sms'er til pigernes mor, som befandt sig på et toilet udenfor.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik