Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Fans vil gøre op med Brøndbys ledelsesmodel

Fans vil gøre op med Brøndbys ledelsesmodel Sponsorer, fans, frivillige, amatører og almindelige aktionærer skal have langt større indflydelse i superligaklubben Brøndby. Sådan lyder det fra tilhængergruppen Det Nye Brøndby, der i dag udgiver en rapport med forslag til en ny ledelsesmodel. Det skriver Politiken søndag.

Ledelsesmodellen i forslaget vil rykke en stor del af magten fra få enkeltpersoner til det store fællesskab.
»Brøndby er bygget på exceptionelt gode værdier om fællesskab. På den måde har man skabt hele Danmarks klub på en mark i en forstad til København, det er unikt. Men som vi ser det, er der i dag nogle uhensigtsmæssige strukturer, som ekskluderer fællesskabet og er blevet en barriere for at komme videre«, siger Troels Johnsen, formand for Det Nye Brøndby, til Politiken.
Både den officielle fanklub, Brøndby Support, og den store uofficielle gruppe Alpha Brøndby bakker op om forslaget. Over de seneste år har de tre markante tilhængergrupper nærmest protesteret mod ledelsen på skift.
Det nye forslag vil betyde, at formand Per Bjerregaard fremover vil sidde knap så tungt på magten i Brøndby. Målet er imidlertid ikke at vælte klubfaderen, understreger Det Nye Brøndby. Målet er at gøre op med en uholdbar ledelsesstruktur, men til gengæld engagere fællesskabet omkring klubben på ny. I Brøndby tager formanden umiddelbart godt imod forslaget.
»Det er et positivt tiltag. Folkene bag brænder utvivlsomt for klubben og vil den det bedste. Materialet er gennemarbejdet og veldokumenteret, men der er nogle ubekendte faktorer i det. For eksempel er det ikke til at vide - og det kan man aldrig vide på forhånd - hvad man vil få ud af at sætte fans til at udgøre halvdelen af fondens bestyrelse«, siger Per Bjerregaard til Politiken.