København er klædt i gult og blåt i dagens anledning.
Klokken 17.00 går pokalbraget i gang, hvor Brøndby IF møder Silkeborg, men inden da stimlede tusindvis af Brøndby fans sammen i en fanzone på Rådhuspladsen.
Mellem klokken 13.30 og 14.00 gik de mange fans fra Rådhuspladsen mod Parken i samlet trop.
De går langs den østlige side af søerne, op ad Tagensvej, drejer ind ved Nørre Allé, og til sidst går de ad Øster Allé for at nå Parken.
Vejene er spærret af, mens fansene går mod kampen.
Fra politiet lyder det, at der er omkring 18.00 fans på vej mod Parken.
- Stemningen er fantastisk. Folk hygger, snakker og skaber god stemning, skriver næstformand i Brøndby Support, Sarah Agerklint, i en sms til TV 2 Lorry.
Sidst Brøndby vandt pokalfinalen var i 2008. Om vinderchancen skriver hun:
- Det ville være fantastisk! Jeg tror, alle håber, men ikke tør tro, før der fløjtes af. Først og fremmest fokuserer vi på festen inden og under kampen, skriver Sarah Agerklint.
Dansk Boldspil-Union forventer 33.000 tilskuere, hvor af kun cirka 5.500 er fra Silkeborg. Der er udsolgt på Brøndbys afsnit i Parken.
Silkeborg IF holder til på Østerbro Stadion inden kampen.
Politiet er på pletten
Københavns Politi har travlt i dag - for oven i pokalfinalen er der VM i ishockey, hvor der også skal mandskab til.
- Lige nu er der god stemning, som der bør være, når det er pokalfinale. Vi håber, det fortsætter, siger James Keiwe, der er vicepolitiinspektør, Københavns Politi.
Han vil ikke oplyse, hvor mange mand politiet har på gaden, men han garanterer, at der er nok:
- Vi har et godt beredskab. Vi skulle gerne være klar til at håndtere sådan en kamp, siger han.
De seneste uger har der været konfrontationer mellem fodboldbøller fra Brøndby og FC København.
Store Bededag blev en bus med FC København-fans angrebet af hooligans med sympati for Brøndby IF.
Men det gør ingen forskel på mandskabet, fortæller James Keiwe.
- Vi har det med i vores overvejelser, og vi er opmærksomme på det.