Familie tager på kommune-date: "Vi har et godt indtryk"

Kampen om at få tilflyttere har nu taget en ny drejning. Halsnæs kommune tilbyder weekendophold til familier, der er interesseret i at flytte til byen.

- Uh, ikke så tæt på vandet skat, udbryder Eva Thorsdal Asmussen, da børnene Olivia og Laurids stormer ned mod Kanalen i Frederiksværk, for at fodre ænder.

Idyllen her er en af de mange ting, der trækker i familien Thorsdal Asmussen. Drømmen om et liv med tid til familien har rumlet hos Jakob og Eva Thorsdal Asmussen et stykke tid. Og det har fået dem til at tage på kommune-date med Halsnæs kommune denne weekend.

- Vi drømmer om nærheden til naturen. På en anden måde end det vi har inde på Amager hvor vi bor til daglig, fortæller Eva Thorsdal Asmussen til TV 2 Lorry.

Og kunne de få eget hus, kattekilling og brændeovn, så er drømmen opfyldt. Weekenden her i Halsnæs har givet næring til de drømme

- Vi havde jo en skøn, skøn middag på H.C. Andersen Huset. Med en repræsentant fra kommunen. Vi har overnattet på Liseleje badehotel og så var vi på Liseleje strand, siger hun.

Se her hvad du kan spare på at flytte ud af storbyen

Kommune Match med børnefamilier

Halsnæs kunne godt være et bud på et nyt liv for familien. De har valgt en weekend, der er et samarbejde mellem tjenesten Kommune Match og Halsnæs Kommune.

Lige nu er otte kommuner med på forsøgsbasis. Næste år satser kvinden bag, Meike Noorslykke, på at alle kommuner vil være med.

- Jeg lavede siden her, fordi jeg syntes kommunerne skal have rystet udkantsprædikatet af sig. De skal vise på sådan en date her, hvad de kan, siger Meike Noorslykke til TV 2 Lorry.

I år er det gratis, men fra 2018 skal kommunerne så til at betale.

- Vi skal over at se på krudt og kugler, børn, siger Eva og Jakob Thorsdal Asmussen og går over på Krudtværksmuseet hvor borgmester Steen Hasselriis (V), står klar for at fortælle om byens historie.

Han satser på nye borgere, som dem.

- De tilfører enormt meget vitalitet, det tilfører skatteindtægter og det giver mere liv i byen, siger Steen Hasselriis til TV 2 Lorry.

Flere flytter til Halsnæs

De sidste tre år har Halsnæs kommune faktisk oplevet en stigende tilflytning. Og det er især familier fra København og omegn, som familien Thorsdal Asmussen, der flytter til.

Alligevel bruger kommunen nu også Kommunematch - blandt andre initiativer - og tilbyder altså en slags weekend-date.

- Jeg tror vi behøver det, vi vil gerne have den vækst og der er andre der kæmper om det. Så det er vigtigt for at fastholde initiativet, så vi kan udvikle os yderligt, siger borgmester Steen Hasselriis til TV 2 Lorry.

Prisen spiller også en rolle

Weekend-daten har været afgørende for familien: - På en eller anden måde var det det sidste lille stød, der gjorde at vi tog turen herop, siger Eva Thorsdal Asmussen.

Og så hjælper huspriserne også på lysten til at rykke teltpælene op:

- Priserne generelt ser ud til at være næsten det halve af, hvad de er på Amager, fastslår familien.

Bekymringen for om børnene og de voksne kan undvære kammerater, venner og om der bliver langt til jobbet, skubbes i baggrunden. For Halsnæs har vundet på at turde:

- Vi har et rigtigt godt indtryk af kommunen. Dels fordi de tør kaste sig ud i den her date. Det giver jo et rigtigt godt indtryk af en kommune der vil noget og prøver at gå nye veje, siger Eva Thorsdal Asmussen.

Otte kommuner, der kan matches med din familie:

Billund
Faxe
Halsnæs
Læsø
Nordfyn
Nordborg
Nyborg 
Silkeborg

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik