Familie snød for 17.000 kr. på rejsekort: Nu er dommen faldet

Bedrageri med rejsekortet løb op i mere end 17.000 kroner, har anklagemyndigheden påstået i straffesag.

Et midaldrende græsk par og to unge svenskere er tirsdag blevet dømt for at snyde sig til gratis ture med rejsekortet.

Københavns Byret har udmålt straffene til mellem syv og 40 dages betinget fængsel.

De fire var anklaget for at udnytte en fidus. Via en app på mobiltelefonen lykkedes det at nulstille kortet, så de oprindeligt indsatte beløb kunne bruges igen og igen.

I alt blev der på grund af bedragerier rejst for i alt mere end 17.000 kroner, hedder det i anklageskriftet fra Københavns Politi.

En enkelt af de fire tiltalte har under sagen i byretten tilstået.

Skulle besøge sin kæreste billigt

Denne mand, der er svensk statsborger og 20 år, brugte metoden til at sikre sig billige rejser, når han skulle besøge sin kæreste i Danmark.

Kærestens far, der er græsk statsborger, har derimod nægtet sig skyldig i at slette den gamle saldo på kortet og erstatte den med en ny.

- Jeg havde ikke den mindste tanke om, at der var noget galt i at gøre det, har han ifølge ekstrabladet.dk tidligere forklaret.

Hustru fik 40 dages betinget fængsel
Men såvel han som hans hustru, begge er 52 år, er blevet idømt henholdsvis 30 og 40 dages betinget fængsel.

Anklagemyndigheden mente, at straffen skulle ligge mellem en og tre måneders fængsel.

Ud over straf har anklageren også bedt om at få de fire udlændinge udvist, men det har byretten afvist.

Bedrageriet er foregået i forskellige perioder fra august 2014 og frem til august 2015.

Under sagen har forsvarerne sagt, at snyderiet kunne være mindsket, hvis politiet havde reageret hurtigere på henvendelsen fra Rejsekort A/S.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik