02:07

Familie holder bæredygtig jul og sparer masser af penge

Kun hver tredje vil overveje at give en brugt gave, lyder en undersøgelse. Men der er mange gode grunde til at gøre det, mener en familie i Gilleleje.

Julen nærmer sig, og mens nogle finder det store Dankort frem, så er der andre der går en anden vej - nemlig genbrugsvejen.

Én af dem er Camilla Zehngraff fra Gilleleje, der har sat sig for at holde bæredygtig jul.

Derfor har hun fundet børnenes pakkekalendergaver på loppemarkeder, loppehylder eller i genbrugsbutikker både i hjembyen, på Falster, eller hvor familien ellers får chancen for at finde brugt guld. 

Hun elsker nemlig at gå i genbrugsbutikker, men der er også en anden særlig grund til, at familien har taget beslutningen om at spare penge på gaverne:

- Jeg synes også, at man lærer børnene, at hvis vi passer på tingene, så bevarer de deres værdi, forklarer moren til TV 2 Lorry. 

Læs også Præst genbruger konfirmationskjoler: "Responsen er rørende"

Børnene er godt tilfredse

Hendes 9-årige tvillinger Isolde og Petrea er da heller ikke utilfredse med at få brugte gaver:

- Det er ok, for så sparer vi nogle penge, og det kan godt være sjove ting, forklarer de, mens de glade fremviser mundharmonika, spil, bamser, dyr og en legetøjspistol for TV 2 Lorrys kamera. 

Og familien Zehngraff er ikke den eneste danske familie, der kan glæde sig over genbrugsgaver. 

I en undersøgelse fra DBA.dk svarer 46 procent af danskerne nemlig, at de ikke har noget imod at få en gave, som er købt secondhand.

Alligevel svarer kun 3 ud af 10 at de kan finde på at forære en brugt gave til de nærmeste, og det er en skam, mener Camilla Zehngraff, der estimerer, at hun sparer mellem 40 procent og 60 procent på hendes gaveindkøb. 

Læs også Du kan hjælpe miljøet: Nye genbrugsregler for plast

To råd til andre, der vil holde bæredygtig jul

Den ivrige loppejæger har to råd til alle andre, der måske synes, det kan være lidt vanskeligt sådan at skulle opstøve gaverne i tilfældige butikker og boder:

- Gå altid indenfor, hvis du kommer forbi en genbrugsbutik. Gå aldrig forbi. Det kunne jo være, at der var noget, som du lige står og mangler, siger hun og tilføjer:

- Og et fif, jeg gerne vil give videre, er, at man i løbet af året tænker fremadrettet.