Falske alarmer kan koste liv

»Drengestreger« var i går skyld i, at kulturhuset Trommen og Hørsholm Bibliotek måtte evakueres. Samtidig måtte Rudersdal Hørsholm Brandvæsen sende en indsatsleder, en autosprøjte og en stigevogn ud for fuld udrykning. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Alarmen gik klokken cirka 15.24, og et lille kvarter senere kunne indsatsleder Leif B. Johansen konstatere, at der »blot« var tale om, at nogle lømler havde knust glasset og trykket på brandalarmen i Trommens kælder.
- Heldigvis er det en falsk alarm, men problemet er jo, at falske alarmer i yderste konsekvens kan koste menneskeliv på sigt. Det er det gamle eventyr »Hjælp, hjælp - ulven kommer« om igen. Hvis alarmen er falsk tilstrækkeligt mange gange, så gider folk til sidst ikke at reagere, og så kan det hurtigt gå galt, når først der er brand, påpeger Leif B. Johansen.
Han understreger, at det også kan koste menneskeliv, hvis brandvæsnets vogne er optaget af en falsk alarm, og der samtidig opstår en virkelig brand et andet sted i dækningsområdet.
Sidste år havde Rudersdal Hørsholm Brandvæsen 550 brandudrykninger, og heraf var en tredjedel falske.