Foto: TV2/Lorry

Falsk hjemmeside "lukker" Louisiana

På en falsk hjemmeside bliver Louisiana Museet for moderne Kunst erklæret for lukket.

Hjemmesiden ligner Louisianas egen hjemmeside - bortset fra et skilt, hvor der står "lukket resten af sæsonen".

Det er en mand, der præsenterer sig som russisk kunstner, og har kunstnernavnet Petro Wodkins, som tager ansvaret for hjemmesiden.

Han siger til Kulturen på NEWS, at han med den virtuelle lukning af Louisiana vil gøre oprør mod hele kunstverdenen.

"Det handler ikke om Louisiana, men om hele situationen i kunstindustrien. Det er mere industri, end det er kunst, siger Petro Wodkins til Kulturen på NEWS.

Petro Wodkins valgte Louisiana, fordi han mener, at det er et af de bedste museer i verden. Men samtidig mener han ikke, at museet lever op til sin rolle som et museum for moderne kunst.

"Det giver sig ud for at være det sejeste museum i verden. Men det er de samme billeder af de samme kunstnere. Der sker ingenting," siger Petro Wodkins. "Folk sidder i cafeen og gavebutikken er fyldt med mennesker, men i de fleste udstillingsområder er der næsten ingen."

Samtidig kritiserer Petro Wodkins Louisiana for kun at betjene den rige del af den danske befolkning.

Louisiana museet har ikke lyst til at kommentere kritikken, men skriver i en mail til Kulturen på NEWS, at "Vi får alle tænkelige tilkendegivelser om Louisiana, vi er glade for interessen for museet, men vi føler os ikke forpligtet til nødvendigvis at svare på alt, hvad der siges," skriver direktør Poul Erik Tøjner.

Petro Wodkins mener, at det er på tide, at kunstbranchen vågner.

"Det er ikke nogen provokation. Det er mit kunstprojekt. Det er for at sige til kunstbranchen, at noget må ændres her og nu," siger Petro Wodkins til Kulturen på NEWS.