Falsk alarm: Redningstjeneste minder folk om at melde mistede ting

Forsvarets eftersøgnings- og redningstjeneste bliver ofte kaldt ud på tidskrævende missioner, som viser sig at være falske alarmer. Noget, som ofte kunne undgås, hvis borgere var bedre til at informere om deres mistede ting.

En redningsgummibåd susede i høj fart henover vandet i det sydlige Øresund i går.  

Fartøjet MH911 Bopa var blevet sendt ud på en eftersøgningsmission efter en melding om et board, der drev med strømmen. 

Dermed kunne Forsvarets eftersøgnings- og redningstjeneste ikke udelukke, at der var sket en ulykke, og så blev båden sendt i vandet ud fra Dragør Havn. 

Efter en afsøgning ved Peberholms sydlige kyststrækning, langs kysten fra Kastrup Havn og tilbage til Dragør Havn var der ikke noget tegn på en ulykke, og så kunne man råbe falsk alarm. 

Og det sker til tider, at forsvaret spilder ressourcer, fordi borgere ikke rapporterer om deres mistede genstande til søs. 

- Det, vi gerne vil have, er, at folk tænker sig om, når de er ved vandet. Hvis man for eksempel mister et badedyr, og det flyder til havs, så skal man ringe ind og beskrive, hvilket område man har mistet det i, og beskrive selve badedyret, siger Lars Skjoldan, som er pressevagt hos forsvarskommandoen, og slår samtidig fast: 

- Hvis man kommer i tvivl, skal man altid hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt.

Sådan melder du om mistede genstande til havs 

Du kan ringe til politiet på telefonnumummer 114.

 

Du kan også ringe direkte til JRCC på telefonnummer 72 85 03 80.

 

Kilde: www2.forsvaret.dk

Henvendelser kan spare tid

Det er en enhed i Forsvarets Operationscenter kaldet Joint Rescue Coordination Centre (JRCC), der leder den danske eftersøgnings- og redningstjeneste

JRCC har det overordnede ansvar for søredning i Danmark og behandler cirka 2500 anmeldelser om året, hvoraf omkring 1000 fører til en aktion. Af disse er cirka 350 søredningsoperationer.

Nu opfordrer redningstjenesten borgere, der mister udstyr, hvad enten der er tale om surfboards, badedyr eller både, der driver til havs, om at melde dette hurtigt til politiet.

Særligt i sommersæsonen sender denne type sager nemlig redningstjenesten på arbejde.

Dermed vil man kunne undgå at bruge resourcer på at afsøge store områder for en eventuel ulykke på vandet. 

- Det er et budskab, vi ofte prøver at få ud. Man kan også skrive til trygfonden og få tilsendt klistermærker, hvor man kan skrive sine kontaktinformationer på og sætte på sine ejendele. Hvis vi så finder det, kan vi tage kontakt og høre, om alt er ok, siger Lars Skjoldan, inden han slutter. 

- En venlig opfordring vil altid lyde, at man skal følge de fem baderåd, og hvis du mister en ting, så skal du melde det. 

Forsvarets eftersøgnings- og redningstjeneste (SAR) 

  • Search and Rescue gennemføres af en lang række enheder, blandt andet fra Søværnet, Marinehjemmeværnet, Politiet og de lokale beredskaber.
    ​​​​
  • Alle indsættelser af ressourcer i forbindelse med SAR-operationer koordineres af JRCC, som har adgang til Forsvarets skibe, helikoptere og fly.
     
  • Søværnet har konstant tre skibe på havet, som kan indsættes i en redningsaktion med øjeblikkeligt varsel.
     
  • Kystredningstjenestens redningsstationer og marinehjemmeværnets flotiller samt fiskeridirektoratets redningsskibe kan efter alarmering fra JRCC indsættes med meget kort varsel.
     
  • Alle årets dage dækker tre redningshelikoptere, placeret i henholdsvis Aalborg, Skrydstrup og Roskilde, det danske ansvarsområde. De kan være på vingerne inden for få minutter efter, at der er slået alarm. Derudover er yderligere én helikopter placeret i Rønne på Bornholm. 

    Kilde: www2.forsvaret.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik