Den Røde Plads falmede: Nu er den både rød og sikker

Belægningen på Den Røde Plads er igen i top - og nu genåbner pladsen efter lang tids renovering.

Den glatte belægning på Den Røde Plads er nu erstattet af fliser - som også er røde Foto: NIels Ahlmann Olesen - Ritzau Scanpix

For seks år siden åbnede Den Røde Plads i København - og ingen var i tvivl om, hvorfor pladsen havde fået netop det navn.

Som et gennemgående element havde pladsen nemlig fået en markant rød belægning, ligesom skraldespande og siddeinstallationer var prydet i samme farve.

Glæden over pladsens udseende og fremtræden i det offentlige rum falmede dog hurtigt i takt med den røde kulør.

Det viste sig nemlig, at den røde belægning ikke kunne tåle hverken solens stråler eller regn og rimfrost.

Kommunen involverede derfor Realdania, og sammen har de nu gennemført en større renovation af pladsen, som nu igen står klar i røde farver.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

FAKTA OM RENOVERINGEN AF DEN RØDE PLADS

  • Renoveringen af Den Røde Plads har haft et samlet buget på 13,5 millioner kroner. Realdania har medfinansieret Superkilen helt fra start og har bidraget til den nye belægning med 6,8 mio. kr.
     
  • Ingeniørfirmaet Moe har været rådgiver på projektet, mens P.P. Landskab som hovedentreprenør har stået for at lægge det nye underlag.
     
  • I de kommende uger foregår der mindre mangeludbedringer på pladsen, som dog ikke er til hinder for, at man kan benytte pladsen. 

Kilde: Københavns Kommune

Se mere

I stedet for den røde belægning af kunststof, som gav både kommunen og borgerne dybe panderynker, er belægningen nu erstattet af røde klinker, der er både skridsikre og belagt med faststøbte stålkanter.

Det betyder, at lastbiler nu også kan køre på pladsen ved store arrangementer, ligesom overfladen på fliserne ikke vil falme, lyder beskeden fra kommunen.

Samtidig har pladsen fået både områder med rødt faldunderlag, en rød sportsbelægning, som man kender fra løbebaner og et rødt multiareal, der minder om terrazzo-gulv. Selv parkeringspladserne er blevet belagt med rød asfalt.

  Foto: Googel Maps

Skatere tilgodeset - også efter renovering

Hidtil har særligt skaterne - som de eneste vel at mærke - været glade for belægningen på Den Røde Plads.

Den glatte overflade var nemlig det perfekte skater-underlag.

Fremover vil skaterne kunne holde til i multiareal-området, hvor underlaget forsat er glat og godt at skate på.

Men underlaget i multiarealet skal samtidig sørge for, at skaterne bliver i netop det område og ikke udgør en fare for andre brugere i området, når de kommer susende, skriver Københavns Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret