Foto: TV 2 Lorry

Falck dropper kulturnat på grund af skatteregler

Når Falck bruger deres brandbiler og ambulancer til andet end udrykning, skal virksomheden betale afgifter på køretøjerne. Og det har nu fået Falck til at droppe kulturnat i Hillerød.

De små drenge og piger kommer til at kigge langt efter de blå blink, den røde lak og høje sirener.

Falck i Hillerød har nemlig været nødt til at droppe deres deltagelse i Hillerød kulturnat, hvor brandbiler og ambulancer ligesom i mange andre byer er et tilløbsstykke, når de vises frem til festlige arrangementer.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi er blevet opmærksomme på, at brugen af bilerne kan være i strid med reglerne, siger Jesper Jakobsen, kommunikationskonsulent i Falck.

Hos Skatteministeriet erkender man, at reglerne på området er uklare, men skatteministeriet oplyser, at det aldrig har været meningen, at fremvisning af køretøjerne skal udløse en registreringsafgift.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil nu sørge for, at udrykningskøretøjer også kan bruges til lokale arrangementer i fremtiden.

Formanden for kulturnatten i Hillerød, Lise Bendix, har selv skrevet til ministeren for at få hjælp til de manglende brandbiler. Hun glæder sig over den klare tilbagemelding og håber nu, at Falck vil deltage i stil med tidligere år.