Ifølge Per Olsen, der er formand for LO Hovedstaden, er målet at skabe én indgang til arbejdsmarkedet, som både virksomheder og lønmodtagere kan få gavn af. Foto: Anne Bæk - Scanpix

Fagbevægelsen kaster sig ind i jobformidling

Ny jobformidling via sms og mail skal sikre virksomheder kvalificerede folk til tiden. LO Hovedstaden håber, at jobformidlingen vil kunne hjælpe flere ledige i job.

Fagbevægelsen i hovedstaden går nu nye veje for at sikre kvalificeret arbejdskraft til store byggeprojekter og for at hjælpe ledige medlemmer i job. Det skriver Avisen.dk. 

Når en entreprenør mangler folk, vil lokale fagforeninger via sms og mail informere samtlige medlemmer om de nye jobmuligheder. På den måde har håndværkere, der er i job, chancen for at rykke videre til nye projekter, og ledige har mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Det er LO Hovedstaden, der står i spidsen for den kommende satsning, som er en del af et samarbejde mellem jobcentre, arbejdsgivere og fagbevægelse i hovedstaden og Nordsjælland. 

Læs også Se listen: Se hvor god din kommune er til at skabe jobs

Ifølge Per Olsen, der er formand for LO Hovedstaden, er målet at skabe én indgang til arbejdsmarkedet, som både virksomheder og lønmodtagere kan få gavn af.

- Jobcentrene kan aktivere og sende ledige i den retning, arbejdsgiverne efterspørger. Som fagbevægelse kan vi også kontakte medlemmer, der er i arbejde. Når vi får en henvendelse fra en arbejdsgiver, kan vi sende den bredt ud og sige, at nu skal der bruges betonarbejdere, murere eller elektrikere og på den måde åbne arbejdsmarkedet op, siger Per Olsen.

Ambitionen er, at fagbevægelsens jobformidling skal matche den service, som vikarbureauerne i dag bistår virksomhederne med, fortæller Per Olsen.

- Vi skal være lige så dygtige som vikarbureauerne. Der skal være én indgang for virksomhederne og hurtig omsætning, siger Per Olsen. 

Læs også København i konkurrence om 900 jobs: "Vi står vanvittigt stærkt"

Initiativet kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsgivere jævnligt melder om mangel på faglært arbejdskraft, og hvor prognoser viser, at der ikke er tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft til at klare de kommende opgaver.

Chefkonsulent i Dansk Byggeri, Jakob Krohn-Rasmussen hilser LO Hovedstadens nye initiativ velkomment. Og vil især være opmærksom på, om der bliver tale om hurtig formidling af folk med de rette kvalifikationer.

- I dag oplever vi, at det nogle gange er svært for jobcentrene at vide, hvilke varer de har på hylderne. Det vil være glimrende, hvis initiativet kan hjælpe med at sikre en mobil arbejdsstyrke, siger Jakob Krohn-Rasmussen til Avisen.dk. 

Læs også "Dovne Robert" søger job som politiker