02:24

Færre udrykningssteder bekymrer natteliv: 'Fuldstændig vanvittigt'

Restauratørerne i Helsingør er bekymrede over planerne om, at der ikke længere skal være udrykning fra politistationen i byen.

Torsdag var borgmestrene fra Helsingør og Frederikssund på Christiansborg, hvor de fik foretræde for retsudvalget.

Her fortalte de om deres bekymringer vedrørende de nye planer hos Nordsjællands Politi, som ikke længere vil køre udrykning fra de to kommuner. Fremover skal politiet i Nordsjælland nemlig kun rykke ud fra Hillerød og Gentofte.

Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt og de har slet ikke gennemtænkt det.

Heidi Koch, restauratør, Københavneren i Helsingør

Det er dog ikke kun politikerne i Nordsjælland, der er bekymrede. Også restauratørene er bange for den nye plan, som de frygter vil gøre, at nattelivets kedelige typer ser de manglende patruljevogne som en anledning til at lave ballade.

- Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt og de har slet ikke gennemtænkt det, siger Heidi Koch, der er restauratør på Københavneren i Helsingør, til TV 2 Lorry.

Læs også Politiker revser færre udrykningssteder: Yderområder svigtes

Ikke nok patruljer til at skabe ro

For bare få år siden oplevede Helsingørs natteliv store problemer, med blandt andet trusler fra banden Loyal To Familia. Siden dengang har politiet givet ro ved at indføre ordning "Trygt Natteliv" og flere patruljer i byen. Men nu er byens restauranter nervøse for, hvad der skal blive af den ordning.

- Så bliver jeg lidt bange for, at hvis de (politiet, red.) ikke er her, så bliver det tilbage igen til før vi fik lavet det "trygt natteliv", siger Tina Standhart, der er restauratør på Holge Danske Bar, til TV 2 Lorry.

Det kan godt være, der kører en enhed. Men hvis vi skal bruge fire, så skal vi gå og vente på, at der kommer tre mere.

Jimmy Garde Sørensen, værtshusholder, Axelhus i Helsingør

Nordsjællands Politi holder dog fast i, at betjentene ikke skal sidde på stationen og vente på at blive sendt afsted til en opgave.

- Derimod møder de ind på deres vagt, gør sig klar og kører ud i politikredsen, sagde politidirektør i Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow, til TV 2 Lorry den 6. januar.

Men i følge restauratørene i Helsingør, så er et par patruljer ikke nok til at skabe ro. For de er i tvivl om, hvor mange patruljer der kommer til at være og hvor de kommer til at være, når der bliver ballade i nattelivet.

- Det kan godt være, der kører en enhed. Men hvis vi skal bruge fire, så skal vi gå og vente på, at der kommer tre mere, siger Jimmy Garde Sørensen, værtshusholder på Axelhus i Helsingør, til TV 2 Lorry.

Læs også To byer mister udkørende politi: Nu lander sagen hos minister