Foto: TV2/Lorry

Færre røde flag smælder i Fælledparken

70'ernes kæmpende arbejdere har i stor stil selskab af picnicfamilier og ikkerøde, øldrikkende studerende.

Karruseller, sjove hatte og øl i lange baner. 1. maj i Fælledparken i København er mere og andet end arbejdernes kampdag.
Parken er fyldt med glade mennesker, gadesælgere og musik, og der er med andre ord blevet længere mellem de røde faner på 1. maj.
- Da jeg var barn i 70'erne, kæmpede man stadig for at få ligeløn og 37 timers arbejdsuge ind i overenskomsten. Det er ting, som vi nyder godt af nu, siger Birgitte Wagner, der til daglig er social- og sundhedsassistent.
- Jeg har ikke den samme grund til at være her, som for 30 år siden.
Hun har i dagens anledning pakket madkurv til mand og to børn, som hun i det daglige forsøger at give de røde traditioner videre til.
- Da jeg var barn, var min far i bryggeriarbejdernes fagforening og forbund. Derfor er jeg fra helt lille flasket op med, at man mødte op med røde faner og sang fagsange, fortæller Birgitte Wagner.
En, der til gengæld ikke skal synge "Når jeg ser et rødt flag smælde" i dag, er latinstuderende Signe Søborg. Hun er dog alligevel taget i Fælledparken for at hygge sig med vennerne.
- 1. maj er en dejlig festdag, men politisk har den ingen betydning. Jeg havde måske en eller anden misforstået tanke om, at man skulle stemme rødt for at være her. Men det har vist sig ikke at være rigtigt, fortæller hun.
En anden, der udelukkende er taget i Fælledparken for at nyde vejret, er 23-årige David Folting, der også debuterer til kampdagen.
- 1. maj er en masse unge, der drikker sig fulde med betonsocialisterne. Men nu er vejret godt, så jeg tog herud. Det politiske siger mig ingenting, siger David Folting, der til daglig studerer historie.
Han forklarer, at han ikke er taget af sted for at få afkræftet sine fordomme, men blot for at have det sjovt på en solskinsrig søndag.
- Man burde bare gøre det til en offentlig folkefest. Så kan vi læse i historiebøgerne, at det var, fordi der engang var nogle arbejdere og socialister, der skulle have et holdepunkt, slutter David Folting.