Færre lejligheder til salg

Der er ikke nær så mange lejligheder til salg i dag som for et år siden. Især i København og på Frederiksberg er der færre at vælge imellem.

Der er en tredjedel færre ejerlejligheder til salg i dag end for et år siden. Det er især i hovedstaden, færre sætter et "til-salg"-skilt på ruden. Her er antallet af udbudte ejerlejligheder halveret, viser tal fra Realkreditrådet.

Og der er ikke kun færre at vælge imellem - salgspriserne er også faldet og ligger syv procent lavere end sidste år. En typisk ejerlejlighed på 80 kvadratmeter udbydes til gennemsnitligt 1,85 millioner kroner på landsplan.

Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, siger, at noget tyder på, at færre sætter deres ejerlejlighed til salg.

- Vi kan nemlig se, at der er 20 procent færre, der har taget deres lejlighed væk fra nettet i november sammenlignet med samme måned sidste år. Men i samme periode er udbuddet af lejligheder faldet med 32 procent, så der må være kommet færre nye ejerlejligheder til salg, siger hun.

Samlet står 56.000 ejerboliger landet over til salg på internettet. Det er 8500 færre end sidste år. Udbuddet fordeler sig med 38.100 parcel- og rækkehuse, 9100 ejerlejligheder og 8800 fritidshuse.

Der er færre parcel- og rækkehuse til salg på landsplan end sidste år, men der er geografiske forskelle. På Sjælland er der blevet mindre at vælge mellem, mens det modsatte er gældende på Syd-, Vest- og Nordjylland samt på Fyn.

At det går sløjt på boligmarkedet har betydet meget for, hvor længe boligerne står til salg på internettet. De såkaldte udbudstider på ejerlejligheder er det seneste år steget med 17 procent til 247 dage. Værre er udviklingen for parcel- og rækkehuse og fritidshuse, hvor udbudstiderne er steget med henholdsvis 36 og 38 procent til 240 og 367 dage.

/ritzau/