02:35

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Færre boliger til salg

Antallet af ejerboliger til salg fortsætter med at falde, og man skal nu tilbage til 2008 for at se tilsvarende få boliger til salg i Danmark. Samtidig er priserne på vej op.

Realkreditrådets tal for boligudbuddet viser at der ved udgangen af 2015 stod der 54.610 ejerboliger til salg.

Udbuddet fordelte sig på 36.623 parcel- og rækkehuse, 6.801 ejerlejligheder og 11.186 fritidshuse. I alt var der 1.486 færre ejerboliger til salg sammenlignet med årsskiftet sidste år.

Samtidig er priserne på vej op - ikke bare i København. For prisstigningerne breder sig til både forstadskommuner og til byer uden for hovedstaden. I året 2015 steg priserne i en lang række byer som Lejre, Greve, Halsnæs og Roskilde med helt op til 15 procent.

Cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord forventer at prisfesten fortsætter i 2016, dog mere moderat. Det skriver Berlingske Business.

- Mange opvejer fordele og ulemper ved at flytte til omegnsbyer og få mere for pengene, og den tendens vil accelerere i 2016. Med andre ord begynder prisstigningerne nu at sprede sig til andre områder, siger han.

Jens Nyholm tror endda, at visse forstadskommuner til særligt Aarhus og København kan opleve højere stigningstakter end i centrum.

Faldet i boligudbuddet sammenlignet med december 2014 dækker over, at der er blevet 1.851 færre huse til salg, mens udbuddet af ejerlejligheder og fritidshuse er forøget med henholdsvis 314 og 51.

Husene havde i gennemsnit stået til salg i ca. 10 måneder.