Færre blev udsat for indbrud i julen

Selvom vejret i år var på indbrudstyvenes side, faldt antallet af juleindbrud i forhold til sidste år. I København udviklede et indbrud sig dramatisk.

Langt færre danskere kom i år ud for den ubehagelige oplevelse at have haft ubudne gæster i julen end sidste år.
      Mandag havde politiet modtaget 660 anmeldelser om indbrud juleaften og 1. juledag mod 735 sidste år. Det er et fald på 10,2 procent.
      Juledag så det dog ikke ud til at skulle gå sådan, for da havde politiet fået 272 anmeldelser mod 254 året før, men faldet i det efterfølgende døgn var altså så stort, at det mere end opvejede den lille stigning.
      Tallene glæder chefen for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, Kim Kliver.
      - Det er med stor tilfredshed, at vi ser en klar nedadgående tendens, siger han og fortæller, at det især er antallet af indbrud i lejligheder, der er faldet.
      Glæden hos politiet bliver ikke mindre af, at vejret i år var mere med indbrudstyvene end vejret sidste år.
      - Sidste år havde vi jo et skrækkeligt vintervejr, mens det har været mildt i år. Det betyder normalt, at indbrudstyvene er mere aktive, fortæller Kim Kliver.
      Han ser især to grunde til, at antallet af juleindbrud falder.
      - Dels er borgerne blevet meget mere opmærksomme, dels har politiet sendt et klart signal om, at "vi er derude", siger han.
      Politiet venter flere anmeldelser de kommende dage, når flere kommer hjem fra juleferien, men Kim Kliver venter ikke, at det vil rykke ved billedet.
      - Traditionelt kommer de fleste anmeldelser om indbrud 1. juledag, fortæller han.
      I København var et indbrud juleaften nær endt i en tragedie, da en 19-årig mand overraskede en indbrudstyv ved sin lejlighed i Hornemans Vænge i Valby.
      Indbrudstyven, der var iført skeletmaske og sort tøj, truede den unge mand med en kniv og forlangte, at han åbnede døren til sin lejlighed.
      Da han nægtede blev han stukket flere gange i bryst og mave, ligesom han blev snittet på arme og hænder, da han forsøgte at værge for sig.
      Ved overfaldet fik den 19-årige punkteret en lunge og farlige indre blødninger, men han er nu udenfor livsfare.
      Offeret har beskrevet knivstikkeren som 20-25 år, 180-185 cm høj og fedladen med kort, lyst hår.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik