Færre blanke og ugyldige stemmer afgivet

Vælgerne tog i højere grad partistilling ved onsdagens folketingsvalg og var bedre til at sætte krydset rigtigt sammenlignet med seneste valg.

Der blev afgivet færre blanke stemmer ved onsdagens folketingsvalg sammenlignet med valget tilbage i 2015.

Samtidig var vælgerne væsentligt bedre til at udfylde stemmesedlen korrekt i forhold til det seneste valg. Således blev der indleveret noget færre ugyldige stemmesedler ved det netop overståede folketingsvalg.

Det viser tal, som Danmarks Statistik har trukket fra valgresultaterne.

På landsplan blev der indleveret 28.126 blanke stemmer og 9.311 ugyldige stemmer, hvilket i alt giver 37.437 ugyldige stemmer ud af de i alt 3.567.196 afgivne stemmer.

Ved Folketingsvalget i 2015 blev der afgivet 29.920 blanke stemmer og 11.153 ugyldige – i alt 41.073 ugyldige stemmer ud af 3.560.060 stemmer.

Dermed er andelen af blanke og ugyldige stemmesedler ud af det samlede antal afgivne stemmer faldet ved årets folketingsvalg.

Alt fra krimskrams til "frække symboler"

I Svanemøllehallen har Anne-Mette Meyer Pedersen talt stemmer op som valgtilforordnet. Hun har været med til at tælle til alle valg i 20 år med undtagelse af et enkelt, hvor hun var på ferie.

Her har hun set en hel del mere eller mindre bevidst ugyldige stemmesedler, og ved gårsdagens valg var der da også et par bevidst ugyldige.

- Jeg tror, vi har set en 10-15 stykker hos mig og de nærmeste tællere. Det er alle mulige variationer. Alt fra krimkrams på hele stemmesedlen til meget genkendelige symboler, siger hun.

Taler vi her om noget frækt? 

- Ja, det ene af dem, siger hun og ler.

Så mange blanke og ugyldige stemmer var der i dit område:

Københavns Storkreds:

  • 2.959 blanke stemmer, 995 ugyldige stemmer
  • I 2015 var tallet 3.636 blanke og 1.498 ugyldige

 

Københavns Omegns Storkreds:

  • 2.333 blanke stemmer, 928 ugyldige
  • I 2015 var tallet 2.587 blanke og 950 ugyldige

 

Nordsjællands Storkreds:

  • 1.849 blanke stemmer, 709 ugyldige
  • I 2015 var tallet 1.957 blanke og 834 ugyldige

 

Sjællands Storkreds:

  • 4.219 blanke stemmer, 1.474 ugyldige
  • I 2015 var tallet 4.401 blanke og 1.751 ugyldige

 

Kilde: Danmarks Statistik


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik