Fængslet for smugling af over to ton hash

53-årig mand blev anholdt, da han landede i Københavns Lufthavn. Lørdag blev han fængslet i stor hashsag.

12 mænd og en kvinde sidder nu bag tremmer i en stor hashsag, der drejer sig om indsmugling af flere ton hash. Lørdag er en 53-årig mand som den seneste i rækken blevet fængslet i sagen.
      Han er sigtet for at have medvirket til indsmugling af sammenlagt 2,25 ton hash, oplyser Steffen Th. Steffensen, der er leder af narkosektionen i Københavns Politi.
      - Vi har haft en mistanke mod den her mand, som er bosiddende i Sydspanien, og her til midnat landede han i Københavns Lufthavn, hvor han så blev anholdt, siger Steffen Th. Steffensen.
      Lørdag har manden været en tur forbi dommervagten i København, hvor en dommer vurderede politiets beviser i sagen til at være tilstrækkelige til at sende manden bag tremmer.
      Manden er sigtet for to forhold. Det ene drejer sig om indsmugling af 1500 kilo hash den 6. september, mens det andet omhandler indsmugling af 750 kilo hash den 4. juli.
      Sagen begyndte at rulle i begyndelsen af oktober, da politiet beslaglagde mere end 500 kilo hash. Det foregik i et industrikvarter i Ringsted, hvor tre personer var i færd med at laste hashen fra en flyttebil og over i en Toyota Hiace-varebil.
      Siden havde politiet held til at slå kløerne i flere kilo, og alt i alt er der beslaglagt 907 kilo hash i sagen.
      Det var i sin tid en melding om, at et skib lastet med hash var på vej fra Marokko til Danmark, som fik politiet til at efterforske sagen.
      Retsmøderne i sagen foregår af hensyn til politiets efterforskning for lukkede døre. Derfor er det sparsomt, hvad Steffen Th. Steffensen kan fortælle om sagens detaljer.
      - Men den 53-årig har delvist tilstået over for politiet, siger han til Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik