Fængslet for hærværk mod golfbane

Den 49-årige mand, der tirsdag morgen blev stoppet i færd med at pløje golfbanen ved Passebækgård ved Gilleleje op med en rendegraver, er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Han virkede som en dybt frustreret mand, siger dommer Allan Gaardbo, der varetægtsfængslede manden ved et grundlovsforhør.

Dommeren valgte at fængsle den 49-årige for grov vold og trusler overfor den greenkeeper, der blev overfaldet, da den sigtede tiltvang sig nøglerne til stedets rendegraver.

Greenkeeperen måtte en tur på hospitalet og syes med flere sting i hovedet, efter at være blevet slået gentagne gange.

Den sigtede nægtede ved grundlovsforhøret alle forhold med den begrundelse, at han ikke huskede noget.

- Han blev taget på hjul. Han blev taget af politiet og stoppet af dem, siger dommeren, der dermed ikke godtog den sigtedes benægtelse.

Forklaringen på den 49-åriges handling skal findes i en familiefejde og arvestrid, den sigtede selv fortalte om. Han føler sig, ifølge dommeren, snydt for sin del af arven i familegården. Det er den sigtedes bror Torben Svendsen og dennes søster, der ejer Passebækgård Golf.

Dommeren har i samme anledning tidligere haft besøg af den sigtede, der blandt andet har fået en dom på tre måneders fængsel for vold. Ifølge Torben Svendsen, der første gang anmeldte sin bror for otte år siden, har han også et polititilhold mod at nærme sig Passebækgård.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik