Fængselsbetjent slået bevidstløs af indsat

En fængselsbetjent fra Politigårdens Fængsel i København fik flere skader efter at være blevet angrebet af en indsat.

En 39-årig fange slog natten til fredag en fængselsbetjent bevidstløs på Politigårdens Fængsel i København.

Den voldelige episode fandt sted, da fangen foregav at ville benytte sig af toilettet. Her angreb han den første af fire fængselsbetjente, der åbner celledøren.

Fængselsbetjenten blev ramt i hovedet af et hårdt slag, hvorefter han mister balancen og rammer et rækværk med hovedet og bliver slået bevidstløs, skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Herefter angriber fangen de tre andre betjente, og efter voldsom tumult og brug af peberspray får fængselsbetjentene til sidst pacificeret manden.

Løse tænder og flækket læbe

Episoden var kulminationen ovenpå en nat, hvor fangen i længere tid havde råbt trusler efter personalet og smidt rundt med inventaret inde i cellen. 

Efter overfaldet blev fængselsbetjenten kørt på skadestuen med blandt andet løse tænder, en flækket læbe og buler i hovedet. Fangen blev lagt i sikringscelle og politianmeldt for vold mod tjenestemand, skriver Fængselsforbundet.

Ifølge Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, viser nattens episode den rå hverdag, som mange fængselsbetjente oplever.

- Der sidder meget voldsparate fanger rundt omkring, og det her er desværre endnu et tydeligt eksempel på den forråelse, der foregår i fængslerne, siger han.   


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik