Fængsel om strejke: Vi vil kigge på købmandens priser

De indsatte i Vridsløselille gik fredag i strejke over en række kritisable forhold. Inspektøren ser på sagen.

De indsatte i Vridsløselille nedlagde fredag deres arbejde for at strejke mod en række forhold, og særligt priserne hos den lokale købmand i fængslet er de indsatte utilfredse med.

Fungerende direktør for Statsfængslet i Vridsløselille, Marianne Secher, siger til Ritzau, at de vil undersøge sagen nærmere.

- Det er jo os (ledelsen, red.), der har aftalen med købmanden, så det er vores pligt at tjekke priserne. Det er en debat, som vi har jævnligt for at sikre, at de indsatte har den købekraft, de skal have, siger hun.

De indsattes talsmandsgruppe har foretaget en sammenligning af priserne, der for eksempel viser, at de indsatte betaler en overpris på 40 procent i forhold til, hvor meget de indsatte betaler i Nyborg Statsfængsel.

- Når jeg så får sådan en oplysning om, at indsatte i andre fængsler får det billigere, så må vi jo undersøge det. Efter det, de har sagt, så kan det gøres meget billigere, og vi vil selvfølgelig kigge på, hvordan det kan hænge sammen, siger Marianne Secher.

Trods strejken oplyser hun, at der lørdag blandt andet er gjort rent i besøgsafdelingen, men at effekten af de indsattes protest først vil kunne ses mandag.

Udover strejken har talsmandsgruppen for de indsatte bebudet, at gruppen vil nedlægge sig selv. Marianne Secher siger, at hverken ledelsen eller de indsatte mener, at det er en "særlig smart" idé for talsmandsgruppen at nedlægge sig selv og dermed deres talerør til ledelsen.

- At de vil nedlægge deres talsmandsgruppe er for mig et udtryk for, at det kan være svært at imødekommende alle medindsattes ønsker.

- Jeg havde et halvanden times møde fredag med to repræsentanter fra talsmandsgruppen. Indtil videre er der stadig en aftale om at mødes igen på onsdag, men kun tiden vil vise, hvordan det ser ud, når vi når dertil, siger Marianne Secher.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik