Bioblitzen løber over 24 timer - så når mørket falder på, skal der gang i lamper, der tiltrækker insekter og andre dyr.

Fælledvenner går på jagt med mobiltelefon og natlamper

På 24 timer skal så mange arter som muligt på Amager Fælled registreres ved en såkaldt bioblitz.

Det myldrer med liv på Amager Fælled. Men hvad er det for nogle planter, insekter, padder og pattedyr, man kan støde på ude i det bynære naturområde, der de sidste par år har været fokus for en ophedet debat om byggeri contra natur?

I formiddags indledte Amager Fælleds  venner en 24 timers såkaldt "bioblitz", hvor alle interesserede kan dukke op på Amager Fælled for at gå på jagt med mobiltelefonen. Målet er at fotografere så mange forskellige arter som muligt - og billederne bliver derefter uploadet, så eksperter kan registere, præcis hvilke arter, der er tale om.

- Målet er at vise, om vi har råd til at miste al den natur - for mange ved jo slet ikke, hvad det er for et fantastisk sted, forklarer Steffen Rasmussen fra Amager Fælleds Venner, der blev stiftet for at redde Fælleden fra det byggeri, som var planlagt på stedet.

Omkring 50 mennesker er mødt op til bioblitzen, og de fortsætter, så længe som de har lyst. Og andre kan møde op og tage over, når det passer dem, for bioblitzen fortsætter i 24 timer , og slutter først klokken 10.00 søndag.

Hvad er en bioblitz?

På sin hjemmeside beskriver Københavns Universitet, hvad en bioblitz er.

Fænomenet blev udviklet af Sam Droege i USA i 1996, og i grundtankene indebærer det, at man man tager et snapshot (heraf Bbitz) af biodiversiteten (heraf Bio).

Der er tale om en fælles jagt på arter i et afgrænset område i et afgrænset tidsrum. Og så handler det både om, at finde og dokumentere så mange arter som muligt - men også om fællesskabet mellem deltagerne, der er med til projektet. Nogle er erfarne i artsregistrering og for andre er det helt nyt.
 

Læs også Her er de nye planer for det omstridte Amager Fælled-byggeri