Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

Fælledparken er så smadret, at events må flyttes fra parken

Græsplænerne i Fælledparken i København er så dårlig stand, at flere store arrangementer må flyttes væk fra parken, mens græsplænerne genoprettes.

Hovedstadens største og travleste park er i dårlig forfatning.

Græsplænerne i Fælledparken er hårdt medtaget af et usædvanligt regnfuldt 2017 kombineret med mange populære arrangementer. Derfor skal græsplænerne have en ordentlig omgang kærlighed. 

For at redde plænerne og bringe dem i stand til igen at kunne holde til alle de aktiviteter, som normalt finder sted i Fælledparken, starter Teknik- og Miljøforvaltningen med at reetablere plænerne, så snart vejret tillader det, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

01:12

Sidste år ramte et skybrud Fælledparken og medførte store vandpytter midt i parken. Photo: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

Luk video

Derfor skal eventarrangører blive bedre til at tænke i alternativer til Fælledparken. Parken kan nemlig ikke holde til alt de slid, de mange events medfører.

- Det er klart, at Fælledparken i kraft af sin størrelse og karakter er et af de steder, der egner sig bedst til de helt store arrangementer, men der er masser af andre gode parker i København, som kan bruges mere, end de bliver i dag, siger centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Bianka Saarnak, og fortsætter:

- Det vil vi blive bedre til at gøre arrangørerne opmærksomme på. Både for at minimere det store slid på Fælledparken, men også for at andre bydele kan få glæde af arrangementerne.

Derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen gøre en indsats for at få spredt flere af årets mange arrangementer til andre af byens parker i stedet for at lægge dem i Fælledparken, oplyser de.

Genopretningen af parken går i gang, når vejret tillader det. Forhåbningen er, at de kan være klar, når foråret engang beslutter sig for at komme til Danmark.

FAKTA: GENOPRETNINGEN AF FÆLLEDPARKEN

  • Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det vil koste 1 mio. kr. i 2018 at reetablere plænerne.
 
  • Reetableringen kommer til at strække sig over de kommende tre år.
 
  • Der er ca. 65 årlige ansøgte arrangementer i Fælledparken. Der afvikles mere end 1400 organiserede fodboldkampe og et væld af andre kampe og idrætsaktiviteter fra blandt andet de omkringliggende skoler.
 
  • Der vil stadig kunne afvikles arrangementer, sportskampe og andre events i Fælledparken, ligesom der plejer. Men det vil blive vurderet ud fra de konkrete ansøgninger, om arrangementet evt. kan flyttes til andre steder i København. Dette vil ske i en dialog med ansøgeren.

Kilde: Københavns Kommune