Fædregrupper i Gladsaxe: Flere kommuner støtter nybagte fædre

Denne sommer oplevede Danmark et mindre babyboom. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen - Scanpix

Flere kommuner inviterer i stigende grad far med til forældregrupper og familieforberedelse.

Traditionelt set har det været mor, der har stået for det praktiske og pasningen af den lille ny i familien. Men nu skal far spille en større rolle.

Der har jo ikke været så lang tradition for, at fædrene har været inddraget

Linda Malmgren, sundhedsplejerske i Gladsaxe Kommune.

I hvert fald skruer flere kommuner i hovedstadsområdet op for tilbud, hvor far også er velkommen. Det viser en rundringning blandt de ti største kommuner i hovedstadsområdet, som P4 København har lavet.

Legestue for fædre og deres børn, fædregrupper og screeninger for fødselsdepressioner. Det er bare nogle af kommunernes tilbud til nybagte fædre.

Læs også Nu kan hovedstadens kvinder føde gratis på fødeklinik

 I Gladsaxe screener man for eksempel kommunens fædre for efterfødselsreaktioner og sætter dem sammen i fædregrupper.

Og der er masser fornuft i at have tilbud målrettet fædrene, mener ledende sundhedsplejerske i Gladsaxe Kommune, Linda Malmgren.

- Der har jo ikke været så lang tradition for, at fædrene har været inddraget, og det vil vi rigtig gerne lave om på, sådan så vi også styrker fædrene i deres faderrolle og som en vigtig del af forældreskabet, siger hun til DR P4 København.

Læs også Et sikkert hit - De (helt) små synger i Høje-Taastrup

Men selvom flere kommuner i hovedstadsområdet skruer op for tilbud, hvor fædrene også er velkomne, så er det vigtigt, at endnu flere kommuner laver særskilte tilbud til fædrene, vurderer Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog og leder af Rigshospitalets fædre-forskningsprogram.

 - Der er behov for, at kommunerne kommer ud over at sige, at fædre er velkomne. Hvis man siger, at fædre er velkomne, så har man også sagt, at det her er for kvinder, men du kan godt komme med som det tynde øl. Og det er lige det, man ikke skal. Man skal være meget eksplicit og gøre det tydeligt, at det er særligt for fædre, siger han til DR P4 København.