Facebook-videoer er vejen frem: Sebastian er "Opstemt"

Kun lidt mere end hver anden vælger mellem 22 år og 25 år stemte ved det seneste kommunalvalg. Det kan videoer på sociale medier måske ændre.

Kommunalvalg rimer ikke på optur. 

Kun lidt over halvdelen af de unge i Hovedstadsområdet er sikre på, at de vil gå i stemmeboksen den 21. november, viser vores Megafonmåling  - et tilbagevendende faktum fra tidligere valg. 

Værst står det til i Albertslund, Brøndby og Glostrup, som var de tre kommuner, hvor færrest unge stemte ved sidste kommunalvalg i 2013. 

Men der er håb forude. 

I hvert fald hvis man spørger de IT-kyndige elever på Glostrup Albertslund Produktionshøjskole:

- Jeg har set og oplevet, at der har været nogle kampagner inde på de forskellige sociale medier, fortæller Sebastian Sanmartin Nielsen, der studerer på skolen. 

Og det er noget, som han tror på: 

- Det har gjort, at jeg har set, der er valg. Og at jeg har fået entusiasme til at stemme. Der kører for eksempel de her Opstemt-videoer, som mig og mine venner lægger mærke til, forklarer han. 

Man bliver mindet om valget

Opstemt er en webserie, som er blevet til i samarbejde mellem TV2-Regionerne og Metronome Productions med støtte fra Kulturministeriet og gode råd fra Dansk Ungdoms Fællesråd. 

I episoderne følger man praktikanten Rasmus, der er håbløst forelsket i sin kollega Josefine, som deværre er mere interesseret i at få de unge til at engagere sig i kommunalpolitik - end hun er i stakkels Rasmus. 

Formålet med serien er at højne den demokratiske bevidsthed blandt unge, og dét er vejen frem, hvis man spørger Sebastian på produktionsskolen:

- Der bliver reklameret godt for det (Opstemt, red.). De laver en god videovisning, som gør at de kommer godt igennem til brugerne på de sociale netværk, siger han. 

- Det kan godt være, at man ikke altid får set dem, men man lægger mærke til, at de er der. Og det gør jo, at man ved, der er kommunalvalg, og at det kan være, man skulle til at sætte sig lidt mere ind i det politiske for at få indflydelse, forklarer han videre til TV 2 Lorry. 

Og her vil skribenten altså gerne understrege, at TV 2 Lorry hverken har bedt Sebastian om - eller tvunget ham til - at se Opstemt og rose konceptet!

Rapport: Kampagner virker

En rapport, der blev udarbejdet efter kommunalvalget i 2013 af Københavns Universitet, fastslog da også, at det var ikke var ét greb, men det samlede antal af kampagner og indsatser dengang, der havde en postiv effekt på at få de unge med.

Imponerende 70,2 procent af de 18-årige, og 57,6 procent af de 19-21-årige endte med at sætte deres krydser. Det var 13 procent flere end ved valget fire år inden, hvor man første gang målte de unges valgdeltagelse. 55,9 procent af 22-25-årige valgte at bruge deres stemmeret det år, og selv det var en forbedring på 8,8 procent.

I år har indsatsen ikke været lige så massiv for at få unge vælgere med, så professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet frygter, at flere unge springer over i år.

Så hvor mange, der får nosset sig sammen 21.11, må tiden vise. Men herfra skal lyde en opfordring til at komme af sted. Ha' et skønt kommunalvalg. 

SE HVAD UNGE SELV MENER OM DET HER PÅ TV 2 LORRY TORSDAG KLOKKEN 19.35:

Halvdelen af de unge har endnu ikke besluttet sig for, om de vil sætte deres kryds.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik