Det er får af racen spælsau, der skal bekæmpe rynket rose. Foto: Halsnæs Kommune

Det er får af racen spælsau, der skal bekæmpe rynket rose. Foto: Halsnæs Kommune

1 af 2

Får skal bekæmpe genstridig plante

Otte får skal være med til at bekæmpe rynket rose i Halsnæs Kommune.

De har en mission. De otte får altså.

Fårene skal bekæmpe rynket rose, som er et problem i den danske natur. Her vokser planten så godt, at den fortrænger andre planter. Og derfor har Halsnæs Kommune allieret sig med en lokal fåreavler, der har stillet otte får til rådighed, der skal hjælpe kommunen med at komme planteproblemerne til livs.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Fårene er netop flyttet ind i den nye fold på Høje Lindebjerg i Melby, hvor bekæmpelsen af rynket rose skal foregå i form af græsning. De otte får er af den særlige race spælsau, som har en forkærlighed for rynket rose.

Høje Lindebjerg var tidligere kendt for at forvandle sig til et lyserødt tæppe af lyng i efteråret, men der er desværre ikke særlig meget lyng tilbage. Nu håber Halsnæs Kommune dog, at lyng og andre planter kan brede sig igen. 

Halsnæs Kommune har tidligere forsøgt at holde rynket rose nede med gentagne slåninger. Planten kommer dog igen. Andre steder har man forsøgt at grave planterne op. Det er en effektiv metode, men det er ifølge kommunen kun muligt ved mindre områder.