Foto: www.ssi.dk

For få børn bliver vaccineret

Der er i dag stadig en risiko for, at en mæslingeepidemi kan opstå i Danmark og gøre børn alvorligt syge, skriver DAGBLADET Køge.

MFR-vaccinen, der beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, blev ellers en del af det danske børnevaccinationsprogram i 1987, men tilslutningen er faldende.

På landsplan er hele 16 procent af de børn, der blev født i 2007, ikke blevet vaccineret med det første skud af MFR-vaccinen (MFR 1).

To år tidligere blev 14 procent af børnene ikke vaccineret. Faldet i vaccine-tilslutningen kan læses i den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er endnu færre børn, der får anden vaccination (MFR 2), og det betyder, at mange børn ikke opnår den optimale beskyttelse.

- Vi er absolut ikke tilfredse, for vi når ikke over 90 procent på hverken MFR 1 eller MFR 2, siger overlæge Steffen Glismann fra epidemiologisk afdeling ved SSI til DAGBLADET Køge.

Han er bekymret over den lave tilslutning, som endda er endnu mindre til anden vaccination (MFR 2). Dermed er mange flere børn ikke optimalt beskyttet.

Med en stigning i antallet af ikke-vaccinerede børn vokser risikoen for smitteepidemier, som i andre dele af verden koster menneskeliv.