EU kan næppe bremse Amager Fælled-projekt

Selvom den EU-beskyttede spidssnudede frø risikerer at blive ramt af Amager Fælled-byggeri, har EU sandsynligvis ikke mulighed for at gå ind i sagen.

Den spidssnudede frø har fået en hovedrolle i debatten om et kommende boligbyggeri på Amager Fælled. Frøen er nemlig beskyttet af EU’s Habitatdirektiv for sårbare og truede arter, så Danmark har en særlig forpligtelse til at passe på den.

Netop i det hjørne af Amager Fælled, hvor By og Havn planlægger at opføre boliger til 5.000 mennesker, lever den lille spidssnudede frø, hvis yngle- og rastesteder også er beskyttede under direktivet fra 1992.

Derfor har mange tilhængere af at bevare hele Amager Fælled som naturområde opfordret til, at EU tager affære. Men det bliver svært at blande sig i sagen fra Bruxelles, fortæller Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentets miljøudvalg.

Demokratiets bistre vilkår

- Det er en politisk kamp på hjemmebane. Vi kan ikke mobilisere de store drenge her. For efter hvad jeg har hørt, har kommunen lavet de foranstaltninger, der gør, at de ødelagte habitater bliver kompenseret.

- Den politiske kamp står derfor ved kommunalvalget. Det er demokratiets bistre vilkår, siger hun til TV 2 Lorry.

Margrete Auken understreger dog, at det står enhver EU-borger frit for at tage sagen op i det europæiske borgerklageudvalg, det såkaldte Petition. Selvom det næppe vil flytte noget i denne sag.

- Jeg synes stadigvæk, det er fortvivlende, at kommunen vil ødelægge de her naturrige områder, men det er altså på hjemmebane, at det her foregår, siger hun.

Den spidssnudede frø er ikke udrydningstruet i Danmark, hvor den lever flere andre steder. Men det er netop den sunde bestand her i landet – modsat mange andre områder i EU – der har givet den plads på Habitatdirektivet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik