Foto: Brian Berg - Scanpix

Et vandrehjem i Gilleleje vil lokke turister til

Et vandrehjem i Gilleleje vil få flere turister til Nordsjælland.

Hvis planerne om et nyt vandrehjem i Gilleleje bliver til virkelighed, kan det komme turismen i det samlede Nordsjælland til gode. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det vil trække endnu flere turister til, end der er i forvejen.

Ole Andersen, direktør i Danhostel

Sådan lyder vurderingen fra VisitNordsjælland og Danhostel. Sidstnævnte har sammen med Gribskov Kommune vurderet mulighederne for et nyt vandrehjem i Gilleleje, og konklusionen er, at et nyt vandrehjem både kan bidrage lokalt men også til den samlede turisme i landsdelen.

- Jo flere vandrehjem der er i Nordsjælland, jo mere bevidste bliver folk om, at man kan komme rundt og overnatte forskellige steder, siger direktør i Danhostel, Ole Andersen, til Frederiksborg Amts Avis.

Læs også Flere turister lejer sommerhuse i Nordsjælland

Antallet af overnattende på vandrehjem i Nordsjælland er steget fra 77.645 i 2014 til 81.204 sidste år. Overnatningsformen matcher den type turisme, som Nordsjælland har gode muligheder for at brande sig på, lyder vurderingen fra VisitNordsjælland.

- Det passer godt ind i både, vandre-, pilgrims-, cykel- og lystfiskerturismen, siger Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland, til Frederiksborg Amts Avis.

Den gruppe turister, som efterspørger oplevelser i naturen, vil have glæde af at kunne rejse fra vandrehjem til vandrehjem på vej gennem Kongernes Nordsjælland, lyder vurderingen.

- Det vil trække endnu flere turister til, end der er i forvejen, siger Ole Andersen til Frederiksborg Amts Avis.

Læs også Turismen skaber forbrug og beskæftigelse i Nordsjælland