Et bredt flertal er enige: Danmarks varmeste by skal nedkøles

Politikerne i Danmarks varmeste kommune er enige om, at der skal gøres noget for at mindske de stigende temperaturer på Frederiksberg.

Mange danskere går hele vinteren og hungrer efter sommersolens varme, men varme er bare ikke altid godt.

I Danmarks varmeste kommune er et bredt flertal i kommunalbestyrelsen faktisk blevet enige om, at høje temperaturer er skidt, og derfor skal kommunen nedkøles. Den kommune er Frederiksberg.

quote Hvis vi ikke gør noget, kan det koste menneskeliv og udslette dyrearter

Mette Bram (Å), kommunalbestyrelsesmedlem

Hvorfor er Frederiksberg så varm?

  • I Frederiksberg Kommune er der stor befolkningstæthed.
  • Kommunen ligger langt fra havet, som har en kølende effekt.

- Temperaturen stiger på verdensplan, og ifølge FN skal stigningerne ikke blive for voldsomme. Frederiksberg er en lokal ophedning, som også får den generelle temperatur til at stige. Den her varme kan have alvorlige konsekvenser, for hvis vi ikke gør noget, kan det koste menneskeliv og udslette dyrearter, siger Mette Bram, kommunalbestyrelsesmedlem for Alternativet, til TV 2 Lorry.

Alternativets forslag indebærer, at man aktivt vil forsøge at nedkøle Frederiksberg. Inden man når så langt, skal der foretages en vurdering af det mest sandsynlige scenarie for temperaturstigningerne i de kommende 10, 25 og 50 år.

Desuden skal man vurdere de risici, der kan opstå, hvis kommunen undlader at handle.

quote Det er vist ved at gå op for folk, at det er alvorligt med klimaforandringerne

Mette Bram (Å), kommunalbestyrelsesmedlem

Argumenterne for at nedkøle Frederiksberg er, at menneskeliv vil gå tabt i varmen. Her tænkes særligt på folk i plejeboliger. Det vil øge energiforbrug og støjniveau, hvis folk selv indkøber og benytter egne kølemidler, som klimaanlæg. Desuden kan hedebølger medføre lavere aktivitetsniveau, hvilket vil skade handelslivet i byen.

Bred opbakning til forslaget

Både de konservative, socialdemokraterne, de radikale, Enhedslisten og SF bakker op om forslaget, som nu ersendt videre til den kommunale forvaltning.

 Alternativets Mette Bram er meget glad for den brede opbakning til forslaget.

- Det er vist ved at gå op for folk, at det er alvorligt med klimaforandringerne. Et meget vigtigt signal er også, at vi på Frederiksberg kan se, at den politiske kultur, vi ønsker, er ved at indfinde sig. Og vi er ved at facilitere et bredt samarbejde, siger hun og fortsætter:

- Vi regner med, at forslaget vil udmunde i nogle konkrete tiltag. Når vi er så bred en stillerkreds, så har det flertallets opmærksomhed. Det viser en stor vilje til at ville gøre noget.  

Mulige tiltag kunne være at bruge varmeafvisende vejbelægning, at male hustage hvide, fjernafkøle via fjernvarmenettet og anlægge grønne områder med søer.

quote Vi er nok lidt mere utålmodige her i Alternativet end så mange andre

Mette Bram (Å), kommunalbestyrelsesmedlem

Planen er, at nogle konkrete projektidéer skal med til budgetforhandlingerne for 2020, men ifølge Mette Bram, så håber man i Alternativet, at det vil gå endnu hurtigere med at tage hul på projekterne.

- Vi er nok lidt mere utålmodige her i Alternativet end så mange andre, men vi vil rigtig gerne have, at der bliver sat skub i projekterne så hurtigt som muligt, siger Mette Bram.

Man er endnu ikke sikker på, hvad nedkølingen af Frederiksberg Kommune vil komme til at koste, men planen er ifølge Mette Bram, at man i første omgang vil finde udgiftsneutrale løsninger, men hun vil ikke udelukke, at kommunen på et tidspunkt må finde pengepungen frem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik