Et års fængsel til "Brunt Bud"

Den første dom i sagen om de seks »brune bude« i Helsingør er faldet.

En af de mindre »fisk« i sagen om Helsingørs såkaldte »brune bude« - hashhandlere - har fået sin dom i Retten i Helsingør.

Det drejer sig om mand i midten af tyverne fra Helsingør.

Han tilstod salg af 20 kilo hash og blev dømt for det. Hashandlen udløste en straf på et års fængsel, men de otte måneder blev gjort betinget dels på grund af, at manden ikke har tidligere straffe for lignende kriminalitet, dels fordi han tilstod, skriver Helsingør Dagblad.

Han har desuden siddet varetægtsfængslet siden januar i år, og de måneder skal trækkes fra strafudmålingen.

Så efter domsafsigelsen kunne han forlade retten som en fri mand, oplyser kriminalassistent Henrik Gunst fra Nordsjællands Politis afdeling for organiseret kriminalitet.

Hans jævnaldrende medtiltalte fik på grund af tidspres ikke sin dom i går, og blev derfor ført tilbage til arresten efter retsmødet. Dommen bliver afsagt ved en senere lejlighed.

De øvrige tiltalte. heriblandt de to hovedmænd på 35 og 24 år, i den store sag om salg af hash i Helsingør har også aflagt tilståelse.

De vil blive tiltalt for salg af op til 35 kilo hash.

Med udgangspunkt i telefonnummeret 50735087 solgte mændene som tidligere afsløret af Helsingør Dagblad gennem en længere periode hash til massevis af kunder i Helsingør-området.

Hashen blev leveret direkte til døren af knallertbude med base på benzintanken Jet på Esrumvej.

I perioden fra september 2013 til 28. januar i år aflyttede politiet hashtelefonen, og kunne konstatere, at der var sket omkring 10.000 handler.

Men det er ikke kun hashudbyderne, der bliver dømt - omkring 140 hashkunder har fået varsel om bøder på op mod 2.000 kroner for deres købelyst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik