Foto: Søren Bidstrup / Scanpix

Ét år siden rockere flyttede ind: "Ikke en ønskesituation"

Rockergruppen Satudarah har været godt et år i Ganløse. Politiet følger dem dog stadigvæk tæt og er opmærksomme på deres færden.

For et år siden flyttede rockergruppen Satudarah Northside ind i en bygning i Ganløse. Siden har Nordsjællands Politi fulgt gruppens færden i lokalområdet tæt. 

Både politiet og Egedal Kommune konstaterer et år efter gruppens indflytning, at det har skabt utryghed blandt borgerne. Det skriver Lokalavisen Egedal.

- Vi har modtaget henvendelser fra utrygge borgere. Dem har vi efterfølgende været i dialog med, og den dialog har vi med politiet,” siger Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune, til Lokalavisen Egedal.

Læs også Egedal kæmper for at holde hollændere fra helvede væk

Vil naturligvis følge sagen

Nordsjællands Politi ønsker dog ikke at gå i detaljer med Satudarahs konkrete færden i industrikvarteret Toppevad i Ganløse.

- Helt overordnet kan vi sige, at vi konstant følger udviklingen omkring Satudarahs “klubhus” i Ganløse. Vi kigger på, hvem der kommer på adressen, og om det giver anledning til hændelser. Vi er meget opmærksomme på deres færden i Ganløse og omegn, men det er en politi-indsats, som vi holder for os selv, siger Per Thuesen, stationsleder ved Nordsjællands Politi i Frederikssund.

Nordsjællands Politi føler, at de har et godt samarbejde med kommunen, når det kommer til reglementer i forhold til bygningen Satudarah er flyttet ind i. Og borgmesteren oplyser, at så længe regler og love overholdes, så kan kommunen ikke gøre noget.

- I samarbejde med Nordsjællands Politi vil vi naturligvis følge sagen, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke ser Satudarah's indflytning som en ønskesituation her i Egedal, siger Karsten Søndergaard.

Læs også Gladsaxe vandt over Satudarah: Nu bliver klubhuset ryddet

Ikke den eneste kommune

Egedal Kommune er ikke den eneste kommune, som har kæmpet med rockergruppen Satudarah.

Allerød kæmpede sidste år med samme problem. Og senest har Gladsaxe Kommune besluttet at rive det hus ned, hvor rockergruppen havde holdt til gennem længere tid.

- Sagen her er trukket ud, og nu er vi rigtig glade for, at vi kan komme videre. Der er investorer, som gerne vil i gang ude i det område. Og nu får vi vejen lukket i en ene ende, så man kan skabe et område med boligbyggeri, hvor bilerne ikke kører forbi hele tiden, sagde borgmester i Gladsaxe, Tine Græse (S).

03:05

Se indslaget om, hvordan Egedal kæmpede, da rockergruppen Satudarah flyttede ind.

Luk video

Læs også Rockere holder sommerfest midt i bandekonflikt