Erstatning til blok 5-nabo

Den første familie har fået en erstatning for det tab, som de blev påført, da de i 2007 solgte deres hus nær blok 5 i Fredensborg ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Da familien Sølbeck-Nielsen i 2007 solgte deres hus på Ravnsbjerggårdsvej i Fredensborg, skete det med et stort økonomisk tab, fordi huset var nabo til den udskældte blok 5. Nu har familien fået en økonomisk erstatning fra Fredensborg Kommune, og dermed undgår familien at skulle kæmpe i Østre Landsret for at få en kompensation for det byggeri, som en advokatundersøgelse allerede i 2007 dømte ulovlig.
- Jeg er oprigtig glad for, at der er indgået et økonomisk forlig mellem de pågældende beboere og Fredensborg Kommune. Dermed har denne del af sagen vedrørende Blok 5 efter min opfattelse fundet en tilfredsstillende afslutning for begge parter, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), Fredensborg Kommune.
Erstatningen er mindre end det beløb, som en lokal ejendomsmægler i sin tid vurderede tabet til at være, men dog stort nok til at indgå et forlig.
- Vi er rigtig glade for, at vi kan lukke sagen og lægge hele affæren bag os. Det har været en hård og belastende periode, hvor vi har haft mange spekulationer og frustrationer, siger Henrik Sølbeck-Nielsen.
Forliget vækker dog ikke udelt begejstring og er kun vedtaget af et snævert flertal i Fredensborg Kommune. På mandag begynder den store retssag som fire naboer har anlagt for at få revet blok 5 ned, og den sag fortsætter, selv om der er indgået et forlig med familien Sølbeck-Nielsen.
- Jeg synes, at vi skal glæde os på familiens vegne. Men Venstre stemte imod, fordi vi principielt mener, at det vil være mest rigtigt at lade sagen fortsætte i retligt regi i næste uge sammen med sagen om nedrivning af blok 5. For det er naboerne, der selv har anlagt sagen, siger byrådsmedlem Tinne Borch Jacobsen (V).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik