Arkiv Foto: TV 2 Lorry

Erik Skov Pedersen fængslet for bedrageri

Politikeren Henriette Kjærs samlever er fængslet for bedragerier til flere millioner kroner.

Erik Skov Pedersen, samlever med den konservative politiker Henriette Kjær, er blevet fængslet på en sigtelse for dokumentfalsk og groft bedrageri i forbindelse med ejendomsspekulation for et beløb på 6,1 millioner.
Han har tilstået bedragerier for 2,4 millioner kroner.
Dommeren i Lyngby afsagde fredag eftermiddag kendelse om varetægtsfængsling frem til 25. februar.
Erik Skov Pedersen protesterer mod fængslingen og vil kære kendelsen til landsretten.
Sigtelsen kom frem, da Erik Skov Pedersen fredag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby.
Han var i første omgang beskyttet af navneforbud, som retten havde nedlagt allerede inden grundlovsforhøret. Men navneforbuddet blev ophævet, da fængslingskendelsen var blevet afsagt.
I forbindelse med grundlovsforhøret fremgik det, at bedrageriet på de 6,1 millioner kroner er sket ved, at Erik Skov Pedersen ved hjælp af dokumentfalsk har formået at overbevise flere investeringsfirmaer, blandt andre selskabet KJ Ejendomsinvest, om køb af en række ejendomme.
Han skal have indgået en rammeaftale om at videreformidle salg af 92 ungdomsboliger i Roskilde, 23 rækkehuse i Glostrup og et privathospital i Brøndby.
Til det formål skulle han forlods have fået udbetalt 6,1 millioner kroner.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning i sagen.
Anklager Margit Wegge, Nordsjællands Politi, ville ikke komme nærmere ind på hvorfor, men hun udelukker ikke, at der er en mulig medgerningsmand på fri fod.
Af sigtelsen mod Erik Skov Pedersen fremgår det imidlertid ikke, at han skulle have gjort det, han mistænkes for, sammen med andre.
Nordsjællands Politi anholdt ham torsdag eftermiddag efter en anmeldelse for dokumentfalsk og bedrageri.
- Vi modtog en anmeldelse om dokumentfalsk og bedrageri til en værdi af seks millioner kroner, og på den baggrund anholdt vi manden torsdag klokken 17, siger politiinspektør Karl Erik Agerbo, Nordsjællands Politi.
Erik Skov Pedersens økonomiske dispositioner har grebet voldsomt ind i hans samlevers, Henriette Kjærs, politiske karriere. For nylig trak hun sig som politisk ordfører for De Konservative og meddelte, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.
/ritzau/