Fri os fra støjen

300.000 borgere i hovedstadsområdet er plaget af trafikstøj. Erik Ødemark bor i Vallensbæk, og er en af dem, som hver dag har støj helt tæt inde på livet. Vi satte ham i stævne med fire folketingspolitikere, som alle kom på besøg for at fortælle, hvad de vil gøre ved trafikstøj i hovedstadsområdet.

- Du hører den der evige susen. Og det kunne da være meget lækkert, hvis det var Vesterhavet. Men det er det ikke. Der er ikke den der forskellighed i lyden. Det her er meget monoton støj – hvid støj.

Ordene kommer fra Erik Ødemark.

Han sidder i stuen på Løkketoften i den nordlige del af Vallensbæk, hvor han bor med sin familie. Men der ingen vinduer åbne, mens vi snakker.

Det er helt bevidst – for så kommer den også krybende inden døre – støjen.

quote Du hører den der evige susen. Og det kunne da være meget lækkert, hvis det var Vesterhavet. Men det er det ikke.

Erik Ødemark

Omkring én kilometer fra hans parcelhusgrund ligger Motorring 4 på Holbækmotorvejen, og området, han bor i, er et af de mest støjplagede områder i Danmark.

- Vi er i den nordlige del nu. Når man er i den sydlige del, så er støjen markant værre, fordi man er tættere på motorvejen. Men når vi er så langt fra den heroppe, og man stadigvæk kan høre den på den måde… Jamen altså, så siger det sig selv.

 

muted

Haven og de 63 decibel

quote Man kan ikke slappe af på den måde, at man kan sætte sig ud i haven og nyde det.

Erik Ødemark

I haven er støjen tydelig for enhver, selv på en halvblæsende, frisk forårsdag, hvor hverken våde veje eller vindretningen gør sit for at få den monotone summen fra bilerne på motorvejen til at fremvise problemet fra sin værste side.

- Vinden står faktisk den rigtige vej i dag. Det larmer slet ikke så meget, siger Erik og smiler, da han åbner terrassedøren mod haven.

Hver dag kører mellem 60.000 og 80.000 biler på motorvejsstrækningen tæt på Eriks hjem – alle med en gennemsnitshastighed på 110 kilometer i timen.

Den konstante susen fra motorvejen ligger som et usynligt tæppe af hvid støj over hele området – og i Eriks have er det ikke nær så slemt som for andre grundejere, der bor blot 200 meter fra motorvejen.

Alligevel taler en medbragt decibelmåler sit tydelige sprog i Eriks have. Den ligger nærmest konstant omkring 63 decibel.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO bør grænsen for trafikstøj være på maksimalt 53 decibel, hvis den ikke skal være skadelig.

- Vi bruger nok ikke haven så meget, som vi burde eller gerne ville. Man kan ikke slappe af på den måde, at man kan sætte sig ud i haven og nyde det. Og det kan være svært at sige, om man skal kunne det, men den lyd, vi har herude, den er bare for høj, konstaterer Erik Ødemark.

muted

Erik: Støjniveauet øges - men beboerne omkring glemmes

Inden døre skænker Erik en kop varm kaffe.

Han ved godt, at han selv har valgt at bosætte sig i et område tæt på en motorvej, men alligevel mener han, at noget har ændret sig.

- Vi ved jo godt, at vi har flyttet til et område, hvor der en motorvej. Det kan man forliges med. Men det er svært at forliges med at bo i et område, hvor der kommer mere og mere trafik, uden at der bliver gjort noget ved den støj, som kommer.

quote Det er svært at forliges med at bo i et område, hvor der kommer mere og mere trafik, uden at der bliver gjort noget ved den støj, som kommer.

Erik Ødemark

- Politikerne vil gerne sørge for, at der er farbare veje og nok infrastruktur til, at folk kan komme frem og tilbage. Men desværre har man en tendens til at se bort fra de gener, det måtte give for dem, som bor omkring, siger Erik Ødemark.

Fra perlen til mindre attraktivt område

Da han og familien med to børn flyttede til kommunen i 1996, var området det, han kalder ”perlen i Vallensbæk”.

Der var både tæt til skole, et center og til offentlig transport. Og det faktum at motorvejen lå tæt på var også en fordel, når både mor og far skulle på arbejde.

- Dengang var jeg vant til, at man kunne man ud i haven og drikke en kop kaffe ude i haven, når man kom hjem fra arbejde. Lige sidde og slappe lidt af og komme ned på jorden igen. I dag – jamen der gør man det ikke.

Siden dengang er trængslen på Motorring 4 nemlig kun vokset, og støjgenerne har fyldt mere og mere for beboerne i området.

- I dag er det nok ikke det område, man ville vælge, hvis man skulle flytte til Vallensbæk. Og det er på grund af støjen fra motorvejen, siger Erik Ødemark, som dog håber, at området igen kan blive den perle, familien flyttede til.

 - Det kunne det blive, hvis man fik fjernet noget af den støj.

muted

Beboernes kamp for at råbe politikerne op

I alt 274 parcelhusejere i grundejerforeningen kæmper for at få mindsket trafikstøjen. Eriks egen have ligger 800 meter i fugleflugt fra motorvejen.

Siden 2013 har han sammen med grundejerforeningen gået forrest i en kamp for at få nedbragt støjen fra motorvejen i området.

Ifølge Erik var der ingen særlig årsag til, at netop 2013 blev året, hvor kampen begyndte. Ikke andet, end at ”støjen simpelthen blev for meget”, som han siger.

Først gik grundejerne til kommunen for at gøre opmærksomme på problemet. Men da motorveje er statsveje, er problemet ikke et kommunalt anliggende – ansvaret ligger på Vejdirektoratet og politikerne på Christiansborg.

Kommunalpolitikerne og embedsværket i Vallensbæk Kommune gik siden med borgerne ind i kampen, og har hjulpet for at få presset på for en løsning til de støjplagede borgere.

Transportministre i haven - men ingen løsning

quote Der har stået tre transportministre lige herude på græsplænen. Men ingenting er sket

Erik Ødemark

Det har blandt andet betydet, at hele tre transportministre i løbet af de seneste seks år har stået i Erik Ødemarks have for at forholde sig til støjen.

- Der har stået tre transportministre lige herude på græsplænen. Men ingenting er sket. Den sidste af dem, Magnus Heunicke (fra Socialdemokratiet, red.), sagde; ’Det er jo ikke til at holde ud – det skal vi have gjort noget ved, det her’.

quote Der har stået tre transportministre lige herude på græsplænen. Den sidste af dem, Magnus Heunicke (fra Socialdemokratiet, red.), sagde; ’Det er jo ikke til at holde ud – det skal vi have gjort noget ved, det her’.

Erik Ødemark

- Og så er der ingenting sket. Og det samme med de forrige. Det er en ulige kamp, hvor vi først nu kan begynde at sige, at det var rart, at der begynder at ske noget, fortæller Erik Ødemark, som håber på politiske løfter, som er til at føle på og som ikke bliver varm luft – eller hvid støj for den sags skyld.

- Vi har arbejdet på det her siden 2013. Hvordan kan der gå seks år, før man begynder at sige ’ej, vi kan godt se, at der er et problem – nu må vi have lavet en plan’? Havde det været en hvilken som helst erhvervsvirksomhed, havde man set på problemet og taget hånd om det noget før.

quote Det reelle problem er nok, at politikerne ikke har fokus på det rigtige

Erik Ødemark

- Det reelle problem er nok, at politikerne ikke har fokus på det rigtige, eller at de ikke er gode nok til at bruge deres embedsværk, siger Erik Ødemark, som derfor har to konkrete spørgsmål til folketingspolitikerne:

- Jeg kunne godt tænke mig at spørge politikerne om, hvordan de tænker støj ind i deres dagligdag, og i de valg, de foretager i deres embede som politikere.

- Hvordan kigger de objektivt på en trafikopgave og ser på, om der er en konsekvens i forhold til støj.

De spørgsmål fik han mandag aften svar på, da fire folketingspolitikere var til debat i stuen i Vallensbæk i forbindelse med TV 2 Lorrys debatprogram Valg i Privaten.

Nok var kaffebordet fint dækket og humøret blandt politikerne højt – men Erik fik blandede svar på hans spørgsmål til de ansvarshavende politikere.

Enighed blandt politikere: Der skal større fokus på trafikstøj

I hjemmet på Løkketoften var der mandag fint besøg.

Fire folketingspolitikere, hvoraf én af dem tilmed er minister i den siddende regering, mødte op for at deltage i støjdebatten og give deres bud på, hvordan de vil sikre, at støj fortsat er et fokus, som bliver taget alvorligt.

Og der var hverken tøven eller mærkbar uenighed mellem politikerne Morten Bødskov (S), Rasmus Jarlov (Kons.), Karen Ellemann (V) eller Mikkel Dencker (DF); trafikstøj er et væsentligt problem, som skal tages langt mere alvorligt.

quote Det er et kæmpe problem hernede, og det er det også i Brøndby, Hvidovre og oppe ved Helsingørmotorvejen i Gentofte, hvor vi har besluttet, at der kommer støjprojekter

Rasmus Jarlov, Erhvervsminister, Kons.

- Det kommer til at lyde som det vildeste valgflæsk, for lige præcis det, du siger her, er noget af det, som vi kommer i møde med det trafikudspil, vi har lavet. Lige præcis Vallensbæk står allerøverst på den liste over steder, hvor vi skal have lavet støjbekæmpelse. Det er et kæmpe problem hernede, og det er det også i Brøndby, Hvidovre og oppe ved Helsingørmotorvejen i Gentofte, hvor vi har besluttet, at der kommer støjprojekter, lød det fra Rasmus Jarlov, der er Konservatives Erhvervsminister i regeringen.

Skal farten sænkes og støjen dæmpes?

Debatten kom også til at omhandle tre kommuners ønske om at sænke hastigheden på motorvejsstrækninger, som krydser områder, hvor der er tæt befolkningstæthed.

Et ønske, som aldrig blev en realitet – men som meget vel kan komme på tale igen, hvis det står til de tre politikere.

quote Hvis man bare sænker hastighederne med 10 eller 20 kilometer i timen, så betyder det enormt meget for støjen

Morten Bødskov, MF, Soc.dem.

- Jeg har selv været med til at kigge på det forslag, og jeg tænker, at vi bliver nødt til at se på muligheder for at differentiere hastigheden. Hvis man bare sænker hastighederne med 10 eller 20 kilometer i timen, så betyder det enormt meget for støjen, siger Morten Bødskov og tilføjer:

- Du har ret i, at der kommer masser af biler, så vi bliver nødt til at se på, hvad vi skal gøre. Det kan jo ikke være sådan, at man skal sidde med høreværn på ude i haven, når man forsøger at sidde og drikke en kop kaffe, siger han til Erik Ødemark.

Trafikmafia forslag blev nedstemt på borgen

Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti arbejdede side om side med Morten Bødskov i den såkaldte trafikmafia, hvor forslaget om hastighedsbegrænsningen på udvalgte motorvejsstrækninger blev stillet.

quote Jeg synes det er ærgerligt, når man nu har den mulighed i lovgivningen, at det ikke kunne blive til noget.

Mikkel Dencker, MF, DF

- Det var ærgerligt, at de tre kommuners ønske blev afvist. Og det var paradoksalt nok, fordi der på den ene side af motorvejen er denne her 90 km/t begrænsning, mens der på den anden side må køres 110 km/t, lød det fra Mikkel Dencker, som tilføjede:

- Og trafikken er ofte så massiv, at farten allerede er rigtig lav. Så det handler om de timer, hvor der ikke er så meget trafik. Jeg synes, det er ærgerligt, når man nu har den mulighed i lovgivningen, at det ikke kunne blive til noget.

V ikke afvisende

Venstres Karen Ellemann var heller ikke afvisende over for tanken om at tage spørgsmålet op endnu engang.

- Det synes jeg klart er noget, man skal kigge på igen. Jeg er helt med på afvisningen, der kom. Det er klart, at når man skal vurdere sådan nogle ting, så skal man tænke alle elementer ind i det her, lød det fra Karen Ellemann, som dog mindede om, at der også er andre hensyn:

- Der er også et erhvervsliv, som vil tænke ’hold da op, det vil betyde meget for vores transport’, fordi det bliver langsommere, og de så skal bruge endnu mere tid på vejene. Men jeg vil ikke sidde kategorisk og afvise, at man skal prøve at kigge på det igen. For det er jo sandt, at det sænker støjen, når man kommer ned i hastighed, sagde hun.

quote Det er klart, at når man skal vurdere sådan nogle ting, så skal man tænke alle elementer ind i det her.

Karen Ellemann, MF, Venstre

Flere gange i løbet af debatten forsøgte Morten Bødskov sig med, at de fire politikere skulle give håndslag på, at de ville kæmpe for de områder i hovedstadsområdet, som er støjplaget – uanset hvordan de store linjer i valget bliver.

Håndslaget blev dog aldrig en realitet, men politikerne var enige om, at der er et reelt problem med trafikstøj i hovedstadsområdet – og at der skal gøres noget ved det.

Du kan se, hvordan debatten endte herunder. Foruden trafikstøj, talte politikerne desuden også om både kampen mod et rigidt sundhedssystem, ligesom spørgsmålet om borgernær tryghed mod indbrud i ejet hjem kan forbedres.

Den politiske debat er i gang overalt i regionen. Vi er blevet inviteret indenfor i nogle af de hjem, hvor den politiske diskussion er oppe i fulde omdrejninger.
muted