Erik fandt to æggebægre - siden blev det et livsværk

De små malerier på æggebægrene fascinerer Erik Rasmussen i så høj grad, at han har samlet dem i hundredvis.

82-årige Erik Rasmussen fra Helsingør er glad for æggebægre. Meget glad endda.

quote Der kommer flere. Det er sikkert

Erik Rasmussen, samler

Siden han for 40 år siden fandt to æggebægre i en øde skov i Sverige, har hans hjerte banket for ægebægre, og de små kunstværker, han mener mange af dem er.

-Der er ikke to, der er ens. Tænk, der har siddet nogle porcelænsmalere og lavet de der små malerier. Det, synes jeg, er helt fascinerende, siger han til TV 2 Lorry

Han deler gerne sin glæde med andre - senest i Frederiksborg Amts Avis.

Men mest af alt er det en indre glæde han har, når han sidder på sit kontor og kan betragte de mange æggebægre, han har samlet gennem årene.  Det meste af en væg er dedikeret til hans store passion. Hylde efter hylde. Æggebægre i alskens afskygninger.

-Der er måske lidt over eller lidt under tusinde. Det ligger i det lag, lyder Erik Rasmussens eget skøn.

Erik Rasmussens eget skøn er, at han ejer omkring 1000 forskellige æggebægre.
Erik Rasmussens eget skøn er, at han ejer omkring 1000 forskellige æggebægre.
Foto: TV 2 Kosmopol

Han betaler nødigt mere end 15 kroner for dem, når han eller hustruen, Hanne Juul Rasmussen,  typisk finder dem på loppemarkeder. Men opgaven med at forhandle prisen ned, den er uddelegeret til  hustruen. På det område er hun eksperten, erkender han:

-Altså, hvor jeg vil gå hen og spørge, ”hvad koster det æggebæger?”, så vil hun spørge: ”Vil du sælge det for en femmer?”.

Selv om Hanne Juul Rasmussen kalder det Erik Rasmussens projekt, glædes de begge over de mange æggebægre. Og trods det store antal, er det sidste ikke købt endnu:

-Der kommer flere. Det er sikkert, siger Erik Rasmussen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik