Erhvervschef: Krak uden effekt

Roskilde Banks krak har ingen negativ betydning haft for det lokale erhvervsliv. Sådan lyder den overraskende konklusion i en analyse, som den lokale erhvervsdirektør Kim Valbum fra Erhvervssamarbejdet Sjælland netop har offentliggjort.

Professor ved Handelshøjskolen i København, Finn Østrup,
kalder dog rapportens konklusioner for forhastede og mener ikke,
at de kan bruges.
Erhvervsdirektør Kim Valbum har i sin analyse sammenlignet
antallet af virksomheder, som er under konkursbehandling i
Roskilde Kommune i forhold til de øvrige kommuner i Region
Sjælland. Og holdt op i mod antallet af indbyggere, så kommer
Roskilde Kommune ind på en fjerde plads over kommuner, der
klarer konkurssituationen bedst i regionen. I Roskilde er der en
virksomhed under konkurs for hver 1251 borgere.
Oven i købet konkluderer Kim Valbum, at Roskilde på dette
målepunkt klarer sig 15 procent bedre end Kolding, som for nylig
blev udråbt som Danmarks erhvervsby nummer et.
- Der er ikke nogen virksomheder, der har tabt penge på
Roskilde Bank. Alle der har tabt penge, er private mennesker. Så
der er ingen overordnede følgeeffekter af bankens konkurs i det
lokale erhvervsliv, siger Kim Valbum.
Men ifølge professor Finn Østrup er det dels for tidligt efter
bankens krak at måle på antallet af konkurser og dels kan
antallet af konkurser ikke alene udgøre det som termometer for
at måle temperaturen i det lokale erhvervsliv.
- Jeg synes, det vil være forhastet at sige, at et kollaps i
en regionalbank ikke har betydning for det lokale erhvervsliv,
idet det er muligt, at Roskildes erhvervsliv i virkeligheden er
meget integreret i Københavns. Konkurserne vil også afhænge af
erhvervsstrukturen, og det er ganske enkelt for kort tid siden,
at banken krakkede til, at der kan måles på antallet af
konkurser, siger Finn Østrup.
Men Kim Valbum fastholder, at analysen holder vand. Han
forklarer, at den er lavet efter, at blandt andet byrådet i
Roskilde Kommune har bedt om løbende at få afrapporteringer fra
Erhvervssamarbejdet Sjælland om udviklingen i det lokale
erhvervsliv.
- Der er selvfølgelig nogen, der vil sige, at dette er bestilt
arbejde. Men jeg vil ikke kunne leve med at lave en skæv
analyse. Hvis den var kommet dårlig ud, ville jeg måske ikke
have udgivet den. Men min faglighed kan ikke tåle at udsende
noget, der er forkert, siger Kim Valbum.