Erfaren SFer i kamp om ledig borgmesterpost

Den 50-årige Bjarne Fey vil være ny teknik- og miljøborgmester i København.

SF'erne på Københavns Rådhus står i kø for at få fingrene i posten som teknik- og miljøborgmester i København.

Borgmesterposten er blevet ledig efter, at Bo Asmus Kjeldgaard har trukket sig som følge af en boligsag, hvor han i strid med valgloven har boet i en anden kommune, end den han er valgt ind i.

Forleden meldte flere af partiets yngre kræfter sig på banen til teknik- og miljøborgmesterposten, og nu offentliggør den erfarne Bjarne Fey sit kandidatur.

- Jeg er interesseret, det er jeg. Og det har jeg også meddelt de andre. Det er et spændende job, siger Bjarne Fey til politiken.dk.

I forvejen har SF's stemmesluger ved det seneste kommunalvalg, Ayfer Baykal, byrådsmedlem Iben Wiene Rathje, samt partiets
gruppeformand på Rådhuset Klaus Mygind bebudet, at de går efter den ledige borgmestertaburet.

Teknik- og miljøborgmesterposten regnes som den tungeste borgmesterpost i København næst efter overborgmesterposten, og 50-årige Bjarne Fey mener, at der er brug for en erfaren politiker på posten.

- Det er vigtigt, at borgmesteren har en vis tynge. Ikke kun politisk men også ledelsesmæssigt. Byens vækst og udvikling afhænger jo meget af byens fysiske udformning, så det er et stort aftryk, man sætter der, siger Bjarne Fey, der til dagligt er direktør i den boligsociale organisation Rabarberlandet på Nørrebro

Han blev valgt ind i borgerrepræsentationen i 2001 og er tidligere gruppeformand for SF i København.

Men ved det seneste kommunalvalg fik han et skuffende lavt antal personlige stemmer og kom ikke ind i byrådet.

Siden har han dog afløst partifællen Camilla Burgwald, som er trådt ud af borgerrepræsentationen.

Den nye borgmester skal udpeges på onsdag ved et aftensmøde i bestyrelsen for SF i København


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik