Arkiv foto Foto: Lorry

To er fængslet efter røveri i Brøndbyøster

Fire unge trænger ind til en 19-årig mand og røver hans fladskærms-tv. To er anholdt og fængslet i sagen.

Fire unge mænd sparkede lørdag nat døren ind og trængte ind til en 19-årig mand i hans lejlighed på Brøndbyøster Torv. Her røvede de hans fladskærms-tv og andre ting.

To af røverne er anholdt og blev søndag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup varetægtsfængslet indtil den 13. december.
Grundlovsforhørene foregik for lukkede døre på grund af de to medgerningsmænd, der fortsat er på fri fod. Det fortæller vagtchef Kim Svenningsen, Københavns Vestegns Politi.

De fire mænd truede den 19-årige med en såkaldt hardball pistol. Det er en slags luftpistol, der skyder med små plastkugler.
- Den ligner en rigtig pistol i udseende, men har ikke samme virkning. Når man ser den på afstand, kan man ikke se forskel, siger Kim Svenningsen.

Pistolen blev kort efter fundet af en hundepatrulje, og det lykkedes også hundene at opsnuse to af røverne i området.
Der er tale om to mænd på 21 og 22 år fra Københavns-området.